TOP 25 FOR SPIL DANSK UGEN 2021
Tak til vores 25 Spil Dansk Kommuner, der alle som én lagde en beundringsværdig indsats under fejringen af Spil Dansk Ugen 2021.
Jubilæumsfejringen af Spil Dansk Ugen forløb fantastisk over hele landet, og vi har forsøgt det næsten umulige – at sammensætte en TOP 25 der viser “toppen af isbjerget” fra de hundredvis af arrangementer, som vores 25 Spil Dansk Kommuner stod for.
Herunder følger vores TOP 25 over arrangementer under Spil Dansk Ugen 2021 i vores 25 Spil Dansk Kommuner. Rækkefølgen er alfabetisk på kommunenavn, og alle kommuner har bidraget med en “top-indsats”, det er vores vurdering!
Vi takker hver og én, tilsammen gjorde de det muligt for musikelskere at opleve koncerter, workshops, musikforedrag, fællessangsarrangementer, intimkoncerter og meget mere – vel og mærket overalt!
Assens:
- Assens Kommune var eneste fynske Spil Dansk Kommune i år, men formåede at lave en fejring, som enhver fynbo kan være stolt af. Der er stærke, lokale kræfter på spil i deres Spil Dansk styregruppe, som gør, at Assens Kommune har lavet over 120 arrangementer siden de engagerede sig i fejringen tilbage i 2017. I år sendte Kulturen på P1 live fra det driftige kulturhus Tobaksgaarden, hvor Freja Kirk og Aura Dione leverede stærke koncerter. Og netop Tobaksgaarden udgør en central brik i kommunens Spil Dansk-fejring. Det fortalte Lasse Tajmer fra den lokale Spil Dansk-styregruppe om i interviewet ‘Stærke Succeshistorier’.
Egedal:
- For sjette år i træk spillede Egedal Kommune med de store musikmuskler. Og endnu engang havde kommunen fokus på at lade musikken komme ud til mange forskellige borgere – både på plejehjem og ud til de helt unge musikere, som f.eks. på musikcampen Musikstarter, hvor deltagerne blev undervist i sangskrivning af Tue West.
Favrskov:
- Medarbejderne i Dansk Computer Center (DCC) i Hinnerup blev forkælet med et musikalsk indslag af duoen Bastion til arrangementet ‘Musik i arbejdstøjet’. Den muntre fredagsbar-koncert var blot et ud af mange musikalske tiltag, som blev tilbudt kommunens kulturhungrende borgere. Favrskov var i år med som Spil Dansk Kommune for syvende år i træk.
Faxe:
- Faxe Kommune har været en trofast Spil Dansk Kommune siden 2014. Og i år var ingen undtagelse, hvor kommunen igen var med til at fejre dansk musikliv. Det gjorde de bl.a. ved at stable workshoppen ‘Lyden af Frihed’ på benene, hvor skoleelever fra Nordskovskolens sammen med sangskriver Henrik Andersen eksperimenterede med musikken og skabte deres egen lyd af frihed. En sjov og spændende måde at arbejde med musik på, som kan inspirere morgendagens musikere til at tænke nyt.
Gladsaxe:
- Der var skruet op for Spil Dansk-volumen i Gladsaxe Kommune i år. Den driftige styregruppe, som består af personale fra mange af de lokale kulturinstitutioner, havde endnu engang prioriteret at fejre Spil Dansk med bravour, som bl.a. medførte en fin omtale i Gladsaxe Bladet. I år kunne Gladsaxe-borgere bl.a. mødes om smukke danske fællessange til arrangementet “Syng Dansk Aften” i Søborg Kirke.
Glostrup:
- Glostrup var dette år med i vores landsdækkende kommunenetværk for anden gang. Her sørgede man for at skabe de perfekte rammer for en en musisk fest for både børn og voksne, da Moussa Diallo Trio spillede en hyggelig ‘LMS-Familiekoncert’ på Glostrup Bibliotek.
Ikast-Brande:
- Endnu engang markerede Ikast-Brande Kommune fejringen af Spil Dansk Ugen med træfsikkerhed. I den midtjyske kommune kunne plejehjemsbeboere bl.a. nyde en intimkoncert med den prisvindende musiker Mette Juul til arrangementet ‘Musik og sundhed’.
Lemvig:
- Der bor stærke ildsjæle i Lemvig! Kommunen er nemlig den af alle kommuner, som har været med som Spil Dansk Kommune i flest år – faktisk lige siden vi startede kommunenetværket i 2010. Den lokale fejring bød igen i år på en lang række arrangementer, blandt andet ‘Spil Dansk Band-koncerten’ med jazz- og folkemusik-orkestret Som Os.
Lolland:
- Traditionen tro var der også gang i musikfejringen i Lolland Kommune. Foruden en række offentlige arrangementer blev der på Teglgården i Nakskov afholdt ‘Sundhedsbal’, hvor folkemusik-duoen Jensen & Bugge bød op til dans med deres festlige folkemusik.
Næstved:
- Også i Næstved kunne man mærke musikken! Næstved er den Spil Dansk Kommune, som har oprettet flest arrangementer i Spil Dansk Kalenderen i år – hele 24 arrangementer blev det til. Ikke mindst Næstved Bibliotek var aktive og støttede godt op om Spil Dansk Ugen. På biblioteket kunne man bl.a. opleve en koncert med musikeren HunBjørn, deltage i Spil Dansk musikquiz, opleve Musikskolens børne- og ungdomskor, deltage i fællessangsarrangement eller troppe op med sit danske yndlingsalbum til bibliotekets lytteklub. I interviewet ‘Stærke Succeshistorier’ fortæller den lokale tovholder Helle Møller om det gode samarbejde mellem kulturinstitutionerne og Næstved Cityforening.
Odder:
- I Odder sørgede man for at dele ud af musikgaver til både beboere på plejehjemscentre og til musikskoleelever. Og så bød fredag aften på koncert med det finurlige band Souvenirs i kulturhuset Pakhuset.
Ringkøbing-Skjern:
- Ringkøbing-Skjern har været Spil Dansk Kommune non-stop siden 2012. Spil Dansk-arrangementerne afvikles ofte i et samarbejde mellem flere lokale aktører. F.eks. stod både Kulturhuset Spjald, Spjald Skole samt den lokale musikforening bag familiekoncerten med bandet Drums Across. Det kunne SFO-lederen på Spjald Skole, Kirsten Vesterbæk, fortælle til Ringkøbing-Skjern Dagbladet.
Ringsted:
- I år var andet år for Ringsted som Spil Dansk Kommune. Lokale kræfter sørgede for, at der var musik for både store og små. Bl.a. spillede og sang Ringsted Musik & Kulturskoles lærerorkester sammen med børn fra byens børnehaver og skoler til en såkaldt Børnefest. Vi er vilde med det!
Roskilde:
- Roskilde Kommune er altid garant for et brag af en fejring under Spil Dansk Ugen, og i år var bestemt ingen undtagelse: Den lokale styregruppe stod bag intet mindre end 65 arrangementer! Her iblandt lagde Roskilde Festival Højskole hus til gratis koncerter med Phlake og iomfru, som blev sendt live på P6 Beat. I år var også jubilæumsår for Roskilde Kulturskole, som fyldte 35 år, og skolen valgte i den forbindelse at fejre sit jubilæum i Spil Dansk Ugen, så der blev skruet endnu mere op for musikaktiviteterne. Det skriver Dagbladet Roskilde i en fin artikel om kulturskolen.
Skanderborg:
- Lige siden 2012 har Skanderborg Kommune hvert eneste år engageret sig som Spil Dansk Kommune, og lagt en imponerende indsats lokalt med at skabe arrangementer og tilslutning. I år afholdte de bl.a. workshoppen ‘Mentorsession Rytmisk‘, hvor den garvede rockmusiker Johnny Stage besøgte ungdomsskolen Mølleværket i Ry og gav et lokalt band 1:1 undervisning i musikskrivning og sammenspil.
Skive:
- Den driftige styregruppe i Skive er årsag til, at kommunen er alt andet end stille, når Spil Dansk Ugen skal fejres. Kommunen, som har været med som Spil Dansk Kommune siden 2015, formår traditionen tro at engagere en lang række lokale aktører og borgere, når det kommer til musikken. Fejringen i år bød således på alt fra workshops, koncerter og fællessangsarrangementer – og så arrangerede Det Røde Klubhus, Kulturnetværket Svanen og Kulturelt Samråd Skive en vaskeægte Spil Dansk-festaften, som både bød på fællessang, festtaler og musikalske toner.
Struer:
- For tredje år i træk havde vi fornøjelsen af at samarbejde med Struer Kommune. Endnu engang viste kommunen, at de formår at arrangere en række tiltrængte fællessangsarrangementer (også for de allermindste i form af babysalmesang!), og så fik Struer Museum (som bl.a. huser en flot udstilling om Bang & Olufsen) besøg af jazzmusikeren Alex Jønsson til arrangementet ‘Jazz at the Museum‘.
Syddjurs:
- Der var i den grad gang i musikken i Syddjurs Kommune. Den lokale Spil Dansk styregruppe lavede bl.a. en række fællessangsarrangementer, musikworkshops og tilmed en “Musikalsk Skovvandring” med musikeren Lise Dres, som fortalte om, hvordan hun bruger naturen som inspirationkilde. Som Rebekka Evangelia Vetter, tovholder for Syddjurs’ Spil Dansk styregruppe, fortæller i interviewet ‘Stærke Succeshistorier’, er Spil Dansk Ugen afgørende for kommunens lokale musikliv, fordi musikfejringen samler en masse aktører og styrker samarbejdet imellem kulturinstitutionerne. Det tætte og gunstige samarbejde er helt klart dét, der gør Syddjurs til en meget aktiv Spil Dansk Kommune.
Sydslesvig:
- Til vores store glæde har vores venner syd fra grænsen været med til at fejre Spil Dansk Ugen siden 2011. Det bliver en årlig anledning til at fejre den danske musiktradition, og i år trodsede både børn og voksne regnen for at mødes på Markedspladsen i Harreslev og synge sammen. Det skrev Flensborg Avis. Derudover fik A.P. Møller Skolen besøg af musikerne Emilie Espichicoque og Sara Mouritzen, som til foredraget ‘Pop-Pilot Music Talk’ fortalte om deres erfaringer som unge kvinder i musikbranchen.
Thisted:
- Ligesom Sydslesvig kunne også Thisted fejre deres 10 års jubilæum som Spil Dansk Kommune. I år havde Thisted fokus på unge musiktalenter og lavede både praktikforløb, mentorsessions og musikworkshops – foruden Spil Dansk Solisterier med Revysangens Genklang i Kulturrummet.
Tønder:
- For sjette år i træk havde vi fornøjelsen af at have Tønder med i vores kommunenetværk. Og igen i år sørgede kommunen for at få en diversitet i arrangementer og lokaliteter. Bl.a. kunne 4. a fra Tønder Grundskole nyde godt af fint besøg af musikeren Jeppe Just Christensen til workshoppen “Komponist i klassen”, hvor eleverne fik et indblik i arbejdet som komponist og blev inspireret til selv at lave deres egen musik.
Varde:
- Varde var også stærkt repræsenteret under Spil Dansk Ugen. Ikke mindst børnene fik opmærksomhed af vores sydvestjyske samarbejdskommune. Den lokale Musik & Billedskole sørgede for at tilbyde en række musikarrangementer, og på Blåbjerg Skolen kunne eleverne danse til “rejse-koncert” med Trommerum Expressen, som har særligt fokus på trommer og percussion.
Vejle:
- I 2010 var Vejle Spil Dansk Kommune for første gang, og efter en pause er den nu tilbage for fuld power, når det kommer til kommunens fejring af Spil Dansk Ugen. Foruden fællessangsarrangementer, musik talk på biblioteket og arrangementer på skolerne fik Sct. Maria Hospice besøg af musikeren Maria Elizabeth Hersing, som spillede og sang for stedets beboere til arrangementet ‘Musik & Sundhed’.
Viborg:
- En mangeårig samarbejdskommune, som altid fejrer Spil Dansk med stor dedikation. Det førte til flere koncerter og musikrelaterede arrangementer. Også Ældresagen i Viborg meldte sig på banen og inviterede til fællesspisning med efterfølgende fællessang.
Ærø:
- Takket være lokale ildsjæle var Ærø med som Spil Dansk Kommune for sjette år i træk. Og i år valgte Ærø at gøre noget ekstra for de borgere, der ikke selv har mulighed for at opsøge koncerter. Søren Westerholm besøgte således Dagcenteret Søkilden, Maren Hallberg Larsen spillede en koncert i De Gamles Hjem – begge som en del af vores ‘Musik & Sundhed’-arrangementer, mens Jensen & Bugge bød på ‘Sundhedsbal’ på Bofællesskabet Plantagevej.
ET SÆRLIGT ÅR
Det har på mange måder været et særligt år, både hvad angår de fortsatte corona-effekter for dansk musik- og kulturliv og fordi Spil Dansk fyldte 20 år. Vores Spil Dansk Kommuner har i visse tilfælde måtte følge særlige forholdsregler, og enkelte arrangementer har været svære at afvikle, bl.a. med publikummer som er tilbageholdende ved at komme ud til live-arrangementer igen.
Netop derfor skal der i år lyde en ekstra tak til alle vores Spil Dansk Kommuner, som har ydet en kæmpe indsats, og som ihærdigt har arbejdet for at sikre et spændende, varieret og vedkommende musikliv lokalt.
Foruden vores 25 Spil Dansk Kommuner blev danskproduceret musik og -musikliv fejret i en lang række andre kommuner. Også tak til alle jer lokale Spil Dansk-ildsjæle, som hvert år er med til at markere fejringen.
Tilbage er der kun at ønske glædelig jul og godt nytår. Det har været et fantastisk jubilæumsår for Spil Dansk takket være jeres inspirerende holdindsats!