STÆRKE SUCCESHISTORIER # 2: KULTURHOTELLET I SYDDJURS ER SAMLINGSPUNKT FOR KOMMUNENS FEJRING AF SPIL DANSK UGEN
Inspiration og gode ideer fra Rebekka Evangelia Vetter, som er tovholder i den lokale Spil Dansk styregruppe fra Syddjurs Kommune (pressefoto).
Syddjurs Kommune er igen i år en markant Spil Dansk Kommune. Siden 2016 er borgerne i området blevet forkælet med over 100 Spil Dansk-arrangementer. Plus det løse, nemlig begivenheder som ikke blev oprettet i Spil Dansk Kalenderen. En yderst vigtig ingrediens i den populære musikalske egnsret er KulturHotellet i Rønde. Vi har talt med Rebekka Evangelia Vetter, koordinator for KulturHotellet og medlem af kommunens lokale Spil Dansk styregruppe.
LÆS FLERE STÆRKE SUCCESHISTORIER.
KulturHotellet er et livligt og levende kultur- og borgerhus, og det er hovedkvarter for kommunens planlægning af Spil Dansk Ugen.
I dette mini-interview fortæller Rebekka Evangelia Vetter fra KulturHotellet nogle af de “hemmelige ingredienser” som har bidraget til, at kommunens fejring af Spil Dansk Ugen er blevet til en af de absolutte højdespringere i den landsdækkende Spil Dansk-fejring.
Den lokale styregruppe er igen i år undervejs med endnu et fyldigt program, og musikken ventes at nå ud i alle dele af det smukke Syddjurs i Østjylland.
1. HVORDAN BLEV KULTURHOTELLET OMDREJNINGSPUNKT FOR SPIL DANSK UGEN?
”Kulturskolen Syddjurs – der har en veludviklet musiklinje – har hjemme på KulturHotellet. Derfor blev KulturHotellet meget engageret i Spil Dansk-fejringen. Nu foregår al planlægning af Spil Dansk Ugen her fra KulturHotellet i samarbejde med kultursekretariatet i kommunen. Vi er fire, som tager os af det praktiske og planlægningen: Det er kulturkonsulent Lise Grankvist Larsen, som arbejder i kommunens kultursekretariat og hendes leder, Lotte Kofod Ludvigsen – samt to af os her fra KulturHotellet: Daglig leder af både kulturskolen og Hotellet, Christen Frost, og jeg selv, der er projektkoordinator på Hotellet.”
”Jeg har været med siden 2017, og det er en stor fordel, at Spil Dansk Ugen planlægges i så tæt parløb med kultursekretariatet. Vi fire i styregruppen har hvert vores netværk og know-how. Så forhåbentlig når vi ud i alle afkroge af kommunen, så ingen føler sig overset. Vi har meget fokus på fællessang for folkeskoleelever, og Kulturskolen Syddjurs musiklinje står også for en masse arrangementer.”
”Spil Dansk Ugen er i den grad blevet en etableret del af kulturlivet i Syddjurs. Derfor sørger vi også for at komme i gang med planlægningen af årets program så tidligt som muligt.”
2. ER I TILFREDSE MED KOMMUNEPAKKEN FRA SPIL DANSK?
”Vi er super-tilfredse med indholdet. Jeg er klar fortaler for, at vi fortsat skal indkøbe Kommunepakken, fordi det giver et godt udgangspunkt for fejringen til en meget rimelig pris. Vi får direkte genvej til en lang række professionelle kunstnere og spændende musikprojekter, og vi skal ikke bruge så mange ressourcer på booking. Vi skal heller ikke selv opfinde den dybe tallerken hvert år. Vi ved endnu ikke, hvor mange arrangementer, det bliver til i år, men næppe færre end sidste år.”
3. OPNÅR I SIDEGEVINSTER VED SPIL DANSK UGEN?
”Bestemt. I år holdt vi netværksmøde, hvor en lang række lokale musikarrangører fra Syddjurs Kommune var med. Her blev vi enige om i fællesskab at sætte fokus på Spil Dansk Ugen. På den måde inviterer Spil Dansk til samarbejde på tværs og til at vi understøtter hinanden. Spil Dansk Ugen gør altså gavn året rundt. Til næste år planlægger vi at holde et netværksmøde, efter vi har set Kommunepakken fra Spil Dansk. Så kan de enkelte arrangører byde ind med, hvilke musikprojekter fra Kommunepakken, de gerne vil stå for.”
”Spil Dansk Ugen er meget afgørende for vores lokale musikliv, fordi det konkret samler en masse aktører på tværs. Det er med til at skabe et stort engagement og en fællesskabsånd med musikken som omdrejningspunkt. Spil Dansk giver desuden rigtig god synlighed for musikere, scener og arrangører.”
”Vi har f.eks. haft stor glæde af projektet ”Jazz at the Museum”, hvor Bo Stief optrådte på Glasmuseet Ebeltoft. Det var uvant for museumsfolkene at præsentere livemusik. Men de flotte udstillede genstande, lokalerne og musikken spillede virkelig godt sammen. Det var en overraskende konstellation, og det gavnede både museet, musikere og publikum.”
”I år har vi igen opfordret alle vores musikarrangører til at melde sig under Spil Dansk-fejringen. Også med indslag, som måske ikke oprindelig var tænkt som Spil Dansk-arrangementer, men som passer ind i programmet. Det øger opmærksomheden på festugen. Til gavn for alle parter. Jo mere fokus, vi får på begivenheden, jo flere dukker op for at opleve tilbuddene. Og vi kan tilbyde at lave PR for det samlede program.”
”Det er vores mål at gøre Spil Dansk Ugen til en endnu større begivenhed i Syddjurs Kommune. Til næste år lader vi os måske friste til at opgradere til en større version af Kommunepakken fra Spil Dansk,” siger koordinator Rebekka Evangelia Vetter fra KulturHotellet i Rønde.
OM DE “STÆRKE SUCCESHISTORIER” FRA VORES SPIL DANSK KOMMUNER:
Det vrimler altid med gode idéer og tiltag ude i vores Spil Dansk Kommuner.
I denne serie af fire mini-interviews samler vi op på kommuner, der bidrager med en ekstraordinær lokal indsats og lykkes med nytænkning. De engagerede tovholdere fra de lokale Spil Dansk styregrupper giver erfaringer videre til andre Spil Dansk-ildsjæle.
FAKTA: 10 OM SPIL DANSK UGEN 2021
1. Spil Dansk Ugen 2021 fejres over hele landet mandag til søndag den 1.-7. november.
2. Spil Dansk Ugen foregår altid i uge 44 og er en landsdækkende fejring af danskproduceret musik og -musikliv.
3. Spil Dansk Ugen er Danmarks største musikbegivenhed i kraft af bredden, mangfoldigheden og det landsdækkende kommunenetværk.
4. Der er mere end 1.000 arrangementer over hele landet i løbet af ugen, og der sker noget overalt: På spillesteder, kulturhuse, biblioteker, skoler, kirker, museer, ungdomsuddannelser, aktivitetscentre, bosteder, plejehjem, sygehuse, virksomheder og mange andre lokationer.
5. Foreningen Spil Dansk samarbejder i 2021 med 25 kommuner, der har engageret sig som “Spil Dansk Kommuner”. De bidrager med en ekstraordinær lokal indsats i Spil Dansk Ugen.
6. Mere end 600+ Spil Dansk Kunstnere har tilmeldt sig i år, listen tæller musikere, sangskrivere, komponister, lydkunstnere, sangere, tekstforfattere, producere m.fl.
7. DR har været på bølgelængde med Spil Dansk siden begyndelsen, og hovedparten af DR’s radiokanaler spiller på skift en dag i Spil Dansk Ugen 2021 lutter dansk musik.
8. Musikere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
9. Spil Dansk har været fast indslag i den hjemlige kulturkalender siden 2001. Først som Spil Dansk Dagen, og siden 2014 som Spil Dansk Ugen.
10. Spil Dansk Kalenderen samler alle arrangementer i forbindelse med Spil Dansk Ugen 2021. Læs mere og opret arrangementer på spildansk.dk.
Spil Dansk arbejder med hele musiklivet for at styrke danskproduceret musik:
– Vi skaber professionelle netværk mellem musikorganisationer, landets kommuner, lokale musikarrangører og DR.
– Vi samler hvert år befolkningen i fejring af Spil Dansk Ugen – Danmarks største musikbegivenhed: Altid i uge 44!