STÆRKE SUCCESHISTORIER # 4: PÅ TOBAKSGAARDEN I ASSENS KOMMUNE FEJRES SPIL DANSK HVER DAG
Inspiration og gode ideer fra Lasse Tajmer, som er med i den lokale Spil Dansk styregruppe i Assens Kommune (pressefoto).
Assens Kommune har været Spil Dansk Kommune siden 2017, og status lyder på over 100 arrangementer siden opstarten. Kommunen er i 2021 den eneste fynske “deltager” på Spil Dansk-landkortet, men alligevel får styregruppen igen i år det optimale ud af Spil Dansk Ugen. Lasse Tajmer fra kulturhuset Tobaksgaarden er blandt ildsjælene i kommunens lokale Spil Dansk styregruppe, der sørger for endnu en sjov og spændende lokal fejring.
LÆS FLERE STÆRKE SUCCESHISTORIER.
Assens Kommune præsenterer for 5. år i træk endnu et omfangsrigt musikprogram for det lokale publikum, når kommunen samles om fejringen af Spil Dansk Ugen 2021.
En af de lokale kræfter er Lasse Tajmer, som er kulturchef for kulturhuset Tobaksgaarden. Det imponerende mødested består bl.a. af udstillingslokaler, spillested, biograf, café og Assens Musikskole.
Ifølge Lasse Tajmer er Spil Dansk Ugen et vægtigt indslag i dansk musikliv, han er ligefrem vild med den årlige fejring og fortæller her hvorfor.
1. HVORDAN ER DET LYKKEDES AT FÅ SPIL DANSK UGEN SÅ GODT RODFÆSTET I ASSENS?
”Det er unikt, at vi har et rytmisk spillested og en musikskole under samme tag. Vi har dagligt at gøre med alt fra musikskolens børn til danske musiknavne. Både de største og dem, der er undervejs i karrieren. Så man kan sige, at vi fejrer “Spil Dansk” hver dag her på Tobaksgaarden – og hele fødekæden er repræsenteret.”
“Assens Kommune blev i 2017 Spil Dansk Kommune for første gang, og det er kræfter fra Tobaksgaarden og musikskolen, der i årenes løb har trukket det store læs for at skabe et spændende program til Spil Dansk Ugen. Og Tobaksgaarden har faktisk bakket op om Spil Dansk lige siden stedet åbnede i 2004.”
”Spil Dansk er et vægtigt indslag i dansk kulturliv og minder os om den rigdom af danske komponister, sangskrivere og musikere, vi har. Hele tankesættet bag Spil Dansk kunne i virkeligheden udbredes til andre kunstformer. Ugen samler virkelig folket omkring musikken på en sjov og levende måde – ligesom det er tilfældet i Frankrig, hvor de også har en meget populær musikfejring; Fête de la Musique.”
2. EN RUNDSPØRGE FRA SPIL DANSK HAR NETOP VIST, AT DER ER MASSIV LOKALPOLITISK OPBAKNING TIL MUSIKLIVET. ER DER OGSÅ POLITISK VELVILJE OVERFOR MUSIKLIVET I ASSENS?
”Ja, der er rigtig god opbakning. Tobaksgaarden modtager et årligt kommunalt driftstilskud. Kulturhuset åbnede tilbage i 2004 og blev etableret med virkelig bred lokal støtte fra både kommunen og en lang række fonde og sponsorer.”
”Det betyder rigtig meget i Spil Dansk-regi, at vi har et godt samarbejde med kommunen, som hjælper med at promovere vores arrangementer. De ansatte i sekretariatet gør det supergodt og har direkte kontakt med f.eks. skoler og institutioner.”
“Så vi får hjælp, når vi skal afsætte skole-arrangementer, der indgår i Kommunepakken fra jer (foreningen Spil Dansk, red.). Kommunepakken rummer fantastisk gode musikprojekter, og vi kan sagtens få afsat arrangementerne.”
NB: Spørgsmålet henviser til Spil Dansks rundspørge fra den 4. oktober 2021 “Dit Musikvalg“.
3. HVORDAN BLIVER ÅRETS SPIL DANSK-PROGRAM I ASSENS OG OMEGN?
“Vi er stadig mærket af corona-årene, så programmet bliver lidt mere traditionelt end tidligere. Vi har på Tobaksgaarden travlt med at afvikle koncerter, som tidligere blev udsat. Men det bliver alligevel til syv vidtspændende Spil Dansk-koncerter på Tobaksgaarden.”
“Der er koncerter med Michael Falch, Mette Juul og CS Nielsen – og en familiekoncert med Bjørnetjenesten, hvor man bare skal huske tilmelding. Musikskolen her på stedet er igen i år særdeles involveret i fejringen, og elever og lærere sørger for, at der sker noget alle ugens dage.”
“Tobaksgaarden og musikskolen samarbejder også om en workshop for børn og unge forud for en koncert med Ida Wenøe.”
“Spil Dansk er og bliver en fantastisk god ramme for at komme i kontakt med børn og unge. De er jo fremtidens publikum, så den målgruppe er utrolig vigtig for os.”
”DR går samtidig meget engageret ind i Spil Dansk. P1 sender to timer live fra Tobaksgaarden den 2. november, hvor Freja Kirk og Aura Dione er blandt de medvirkende. Det koster kun 25 kr. at være med. Så vi glæder os til Spil Dansk Ugen og satser på at være med i markeringen i mange år fremover,” siger kulturchef Lasse Tajmer fra Tobaksgaarden.
OM DE “STÆRKE SUCCESHISTORIER” FRA VORES SPIL DANSK KOMMUNER:
Det vrimler altid med gode idéer og tiltag ude i vores Spil Dansk Kommuner.
I denne serie af fire mini-interviews samler vi op på kommuner, der bidrager med en ekstraordinær lokal indsats og lykkes med nytænkning. De engagerede tovholdere fra de lokale Spil Dansk styregrupper giver erfaringer videre til andre Spil Dansk-ildsjæle.
FAKTA: 10 OM SPIL DANSK UGEN 2021
1. Spil Dansk Ugen 2021 fejres over hele landet mandag til søndag den 1.-7. november.
2. Spil Dansk Ugen foregår altid i uge 44 og er en landsdækkende fejring af danskproduceret musik og -musikliv.
3. Spil Dansk Ugen er Danmarks største musikbegivenhed i kraft af bredden, mangfoldigheden og det landsdækkende kommunenetværk.
4. Der er mere end 1.000 arrangementer over hele landet i løbet af ugen, og der sker noget overalt: På spillesteder, kulturhuse, biblioteker, skoler, kirker, museer, ungdomsuddannelser, aktivitetscentre, bosteder, plejehjem, sygehuse, virksomheder og mange andre lokationer.
5. Foreningen Spil Dansk samarbejder i 2021 med 25 kommuner, der har engageret sig som “Spil Dansk Kommuner”. De bidrager med en ekstraordinær lokal indsats i Spil Dansk Ugen.
6. Mere end 600+ Spil Dansk Kunstnere har tilmeldt sig i år, listen tæller musikere, sangskrivere, komponister, lydkunstnere, sangere, tekstforfattere, producere m.fl.
7. DR har været på bølgelængde med Spil Dansk siden begyndelsen, og hovedparten af DR’s radiokanaler spiller på skift en dag i Spil Dansk Ugen 2021 lutter dansk musik.
8. Musikere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
9. Spil Dansk har været fast indslag i den hjemlige kulturkalender siden 2001. Først som Spil Dansk Dagen, og siden 2014 som Spil Dansk Ugen.
10. Spil Dansk Kalenderen samler alle arrangementer i forbindelse med Spil Dansk Ugen 2021. Læs mere og opret arrangementer på spildansk.dk.
Spil Dansk arbejder med hele musiklivet for at styrke danskproduceret musik:
– Vi skaber professionelle netværk mellem musikorganisationer, landets kommuner, lokale musikarrangører og DR.
– Vi samler hvert år befolkningen i fejring af Spil Dansk Ugen – Danmarks største musikbegivenhed: Altid i uge 44!