Top 32 for Spil Dansk Ugen 2019
Den lokale Spil Dansk styregruppe i Lemvig Kommune har været med siden opstarten af det landsdækkende kommunesamarbejde i 2010.
Alle vores 32 samarbejdskommuner har ydet en bemærkelsesværdig indsats i deres fejring af Spil Dansk Ugen 2019. Hver som en fortjener en personlig nævnelse – og den kommer her.
UDVALGTE FOTOS FRA SPIL DANSK UGEN 2019
TIDLIGERE SPIL DANSK KOMMUNER (70 kommuner siden 2010)
Først var der 12. For fire år siden var der 22.
I 2019 medvirkede så hele 32 kommuner i det landsdækkende kommunesamarbejde om Spil Dansk Ugen. Det er ny rekord!
“Spil Dansk Konferencen 2019: Topmøde i dansk musikliv” er netop veloverstået, og her fremgik det tydeligt, hvor bærende en rolle landets kommuner har i den fortsatte udvikling af vores fælles kulturliv.
Det mærker vi hver eneste dag her hos Spil Dansk, hvor vi i år har samarbejdet med (næææsten) hver tredje kommune. Uden vores tætte samarbejder med alle jer, ville fejringen af Spil Dansk Ugen være “en prut i et glas vand” (beklager sproget) – men det er den skinbarlige sandhed.
Det er gennem vores store kommunenetværk og de hundredvis af lokale arrangører, at Spil Dansk Ugen finder sit publikum, sine kunstnere og sin identitet. Det sker over hele landet, og dette kunne ingenlunde foregå uden det store engagement, begejstring samt holdindsats, som vores landsdækkende kommunesamarbejde i sin kerne består af.
TOP 32 FOR SPIL DANSK UGEN 2019
Vi ser ikke alt. Selvom vi med årvågenhed og troskyldighed tæt følger kalendere, presseklip og sociale medier fra hele landet, så kan vi ikke vide alt om, hvad der er foregået ude hos de hundredvis – ja, nok over 1.000 lokale Spil Dansk arrangører.
Derfor byder “Top 32 for Spil Dansk Ugen 2019” på nogle få men udvalgte eksempler på enten konkrete arrangementer eller særlige indsatser for i år.
Alle dette års 32 Spil Dansk Kommuner har ydet en bemærkelsesværdig indsats i deres fejring af Spil Dansk Ugen 2019. Hver som en fortjener en personlig nævnelse, og den kommer så her (i alfabetisk rækkefølge):
Assens:
- De lokale kræfter har i den grad udbredt Spil Dansk-fejringen til hele kommunen siden opstarten af samarbejdet i 2017, og vi har med stor respekt fulgt med her fra sekretariatet af. Assensskolen holdte bl.a. ‘Danmarks Fællessang Live’ for flere hundrede skolebørn, og Brylle Skole fik en Lydkunst Skattejagt med komponisten Henrik Budde, et projekt vi laver sammen med Dansk Komponist Forening (DKF) samt meget mere.
Egedal:
- Er den kommune, som har skabt flest arrangementer via Spil Dansk Kommunepakken. Hele 23 arrangementer blev det til, hvilket er imponerende og rekordsættende! Heriblandt hele seks Sangglad-workshops (som vi laver sammen med Sangens Hus), og en masse øvrige arrangementer til børn og unge, voksne og gamle over hele kommunen.
Faaborg-Midtfyn:
- Efter en længere pause meldte Faaborg-Midtfyn sig igen på banen som Spil Dansk Kommune, og gav den bl.a. fuld skrue med en børne- og familiekoncert med ‘Mek Peks Åh Abe Trio’.
Favrskov:
- En mangeårige Spil Dansk Kommune, der takket være Aksel Halkjær Lund og Thorkild Petersen (de lokale Spil Dansk tovholdere) på beundringsværdig vis formår at inddrage en bred vifte af lokale kulturaktører. I år fik en lokal upcoming artist ved navn AMEA en 5-stjernet anmeldelse i Spil Dansk projektet ‘Du hørte dem først her’, hvilket medførte øget dækning fra Farvskov Lokalavisen.
Faxe:
- En stor gruppe under musikentreprenører deltog i forløbet RØDDER – som vi laver sammen med Tempi – hvor de lærte at skabe musikarrangementer fra bunden. Det hele kulminerede i en koncert med Fried Okra, som Dagbladet Sjælland lavede en reportage fra.
Frederiksberg:
- For anden år i træk var Frederiksberg fællessang-kommune med de stort anlagte og borgernære arrangementer WALKaSONG og Syng i Cisternerne. Kommunen bringer i disse år fællessangen ud til borgerne på nye måder, og vi er beærede over at være deres faste samarbejdspartner.
Gladsaxe:
- For første gang i år var Gladsaxe Spil Dansk Kommune, og de triumferede med massevis af arrangementer på kommunens nye spilested Richter, hvor de samlede børn og unge, voksne og gamle, til både koncerter og workshops.
Glostrup:
- Glostrup var også med i det landsdækkende kommunesamarbejde for første gang, og her fik særligt kommunens ældre borgere nogle gode musikoplevelser med bl.a. Birgitte Bruun & Henrik Sørensen samt Tove Hyldgaard & Henrik Krogsgaard.
Gribskov:
- Her fik kunderne i den lokale Kvickly “en sang med i kurven” (læs omtalen), da der blev afholdt ‘#MusikKanMere’ – et projekt vi har sammen med DJBFA / Komponister og Sangskrivere – samt en masse fællessang-arrangementer på biblioteker og skoler over det meste af kommunen.
Hillerød:
- Klaverfabrikken og Hillerød Bibliotekerne er hovedkræfterne i den nye lokale Spil Dansk styregruppe, som bl.a. bød publikum indenfor til ‘Hit med Sangskriveren’ – et projekt vi har sammen med Danske Populær Autorer (DPA) – hvor sangskriver og sangerinde Elisabeth Gjerluff Nielsen involverede publikum i sin mangeårige karriere gennem musik og fortælling.
Hjørring:
- Beboerne på plejehjemmet Havbakken fik besøg af projektet ‘Musik & Sundhed’, som vi laver sammen med DJBFA / Komponister og Sangskrivere, og TV2 Nord lavede en reportage fra den rørende begivenhed.
Holbæk:
- Spil Dansk Ugen blev i den grad fejret i Holbæk, som var Spil Dansk Kommune for første gang i år. Her skal bl.a. nævnes LMS-Familiekoncerten på Musikhuset Elværket (som vi laver sammen med LMS – Levende Musik i Skolen) og Jyderup Bibliotek, der fik besøg af det legendariske Four Jacks-medlem James Rasmussen.
Ikast-Brande:
- Kommunen har virkelig budt fejringen af Spil Dansk Ugen indenfor, efter vores samarbejde startede sidste år. I år kom fejringen helt ind på Ikast Rådhus, hvor musiker Jake Green gav en pop-up koncert. Og så var Ikast-Brande en af de få kommuner, som kunne sende en heldig folkeskoleelev i en uges erhvervspraktik hos en professionel sangskriver, som denne gang var Marie Frank. Projektet hedder ‘Musikpraktik’ og skabes i samarbejde med Danske Populær Autorer (DPA).
København:
- Traditionen tro samlede Bjarne List Nissen og hans top-professionelle musikere fra DR’s Big Band i omegnen af 3.000 børn til storstillet fællessang midt på Rådhuspladsen. Men fællessangen rykkede også helt indenfor på Københavns Rådhus i år, hvor Spil Dansk afholdte morgensang akkompagneret af fire professionelle korsangere fra Dansk Korforbund.
Lemvig:
- Lemvig er dén af alle kommuner, som har været med i vores landsdækkende kommunesamarbejde i flest år. Det mente vi skulle hædres i år, hvilket blev til denne artikel om musikskoleleder Jan Lilholt – en ildsjæl der har ydet uendeligt meget på vegne af det lokale musikliv.
Lolland:
- Lolland er ligesom Lemvig en hovedby i Spil Dansk-samarbejdet. Gang på gang har de lokale tovholdere Karina Fredensborg (Lolland Musikskole) og Louise Boye Moe (Kultur- og Fritidskonsulent) udvist et beundringsværdigt engagement. Og det stopper ikke her, for Lolland har netop meddelt (til vores jubel), at de ønsker at forlænge Spil Dansk-samarbejdet med yderligere tre år (2020-22).
Næstved:
- I 2017 meldte kommunen sig igen under samarbejdet, og siden da har Spil Dansk-fejringen vokset sig fuldmoden og mere til! I år blev der bl.a. budt på projektet ‘Favoritter & Fællessang’ med Georg Metz samt ‘Artist in Business’ – som vi laver sammen med Dansk Artist Forbund (DAF) – hvor medarbejderne på den lokale virksomhed Ardagh Glass Holmegaard A/S fik besøg af en musiker-duo, hvilket kastede denne artikel af sig.
Odense:
- Musikhuset Posten og Odense Musikskole satte i år liv til Spil Dansk-fejringen i kommunen, og vi er meget begejstrede for deres engagement. Posten og Dexter udgjorde det lokale epicenter, som bl.a. blev gæstet af musikere som Marcus Winther-John samt Paul Banks & Charlotte Halberg m.fl.
Randers:
- 73 arrangementer i Spil Dansk Kalenderen! Det er helt uhørt og uden sidestykke. Nu kender vores lille sekretariat jo ikke til alt hvad der sker over hele landet, men vi har dog et øre på vandrørerne. Og dette må siges at være rekord for antal Spil Dansk arrangementer i én kommune. Se selv det imponerende program her: spildansk.dk/randers.
Ringkøbing-Skjern:
- Geografisk set den største kommune i vores lille land, som siden 2012 har fejret Spil Dansk med hjerte og sjæl, hvor vi begyndte vores samarbejde. I år afholdte Kulturhuset Mejeriet bl.a. ‘Et Musikalsk Foredrag’ – som vi laver sammen med Danske Populær Autorer (DPA) – hvor “den danske Leonard Cohen” ved navn Gary Snider gav et dybt personligt indblik i hans virke som professionel sangskriver.
Roskilde:
- Takket være mangeårige tovholder Jacob Heide fra Roskilde Synger, er kommunen altid i førertrøjen når Spil Dansk Ugen fejres i Roskilde. Her sker virkelig meget! For at kradse i overfladen kan bl.a. nævnes Roskilde Gymnasium, der fik besøg af den prisvindende jazzmusiker Stefan Pasborg, TiendeklasseCentret holdte ‘Sangskriver-workshop fra Koda’ med Nana Jacobi og Roskilde Badet bød på en “lindrende musikoplevelse” med kunstneren Gå I Stå.
Samsø:
- Kommunen er i den grad lykkedes med en bred forankring af Spil Dansk, og den lokale styregruppe tæller hele 12 personer! Mange Spil Dansk Kunstnere besøger med fornøjelse den smukke ø, og bl.a. Bryan Rice, Bo Stief og Esben Just var nogle af de navne, der tog færgen til Samsø under Spil Dansk Ugen 2019.
Skanderborg:
- Endnu en hovedby i Spil Dansk-samarbejdet, og kommunen har været med siden 2012 med stort engagement og smittende begejstring. I år afholdte de bl.a. ‘Kvindelige Forbilleder’ med Nana Jacobi på Skanderborg Gymnasium – et projekt vi har sammen med Dansk Artist Forbund (DAF) – og deres eget projekt ‘Larm På Landet’ med kunstneren Laursen, som gæstede den garvede Spil Dansk-arrangør Sjelle Forsamlingshus, der altid lægger ramme til den årlige fejring.
Skive:
- Musikskoleleder og lokal Spil Dansk tovholder for kommunen, Anja Brejner Højgaard, har gang på gang slået på gong-gongen, når Spil Dansk Ugen fejres i Skive. Det er intet mindre end beundringsværdigt! I år blev det igen til masser af koncerter og workshops, men særligt skal nævnes projektet ‘Ud med Børnebandet’ – som vi laver sammen med Danske Populær Autorer (DPA) – hvor Skive Musikskole fik besøg af Mek Peks energiske Åh Abe Trio.
Struer:
- Kommunen trådte ind i Spil Dansk-samarbejdet for første gang i år med stor bravour! Den legendariske jazzmusiker Bo Stief besøgte Bunkermuseet som en del af ‘Jazz at the Museum’ (hvilket medførte denne artikel) og 6. klasse på Humlum Skole fik et 3-dages forløb i musikkomposition med det eftertragtede ‘Strøm til Børn’, som vi laver sammen med Strøm (hvilket gav denne artikel).
Syddjurs:
- Kulturskolen Syddjurs og Kulturhotellet er de lokale kræfter bag Spil Dansk i kommunen, som virkelig har rodfæstet sig siden opstarten på vores samarbejde for fire år siden. Her kan bl.a. nævnes projekterne ‘Spil Dansk Solisterier’ (som vi har sammen med Dansk Solistforbund) samt en ‘En Sang For Menneskerettighederne’ (sammen med Amnesty International), der blev afholdt til begejstring for gamle og unge på hhv. Kulturhotellet og Rønde Højskole.
Sydslesvig:
- Vores venner syd fra grænsen har fejret Spil Dansk siden 2011, og har glædet os med deres samarbejde og store engagement i musiklivets festuge. Den unge singer-songwriter Sophia HP besøgte bl.a. gymnasieeleverne på Duborg-Skolen, aktuelle Rikke Thomsen lavede ‘Bogbussen kommer med musik å synnejysk’ og så blev der ellers budt på flere store fællessang-arrangementer på Søndertorv i Flensborg, hvor de mange børn kunne afprøve deres sangmuskler på dansk.
Thisted:
- Ligesom Sydslesvig er Thisted en af vores længstvarende samarbejdskommuner, som siden 2011 har skabt hundredvis af Spil Dansk arrangementer til deres borgere. Særligt kommunens unge musiktalenter fik Spil Dansk at mærke i år takket være workshops som ‘Komponist i Klassen’ (fra Dansk Komponist Forening, DKF), Mentorsession Rytmisk’ (fra Danske Populær Autorer, DPA) og ‘Sangskriver-workshop fra Koda’.
Tønder:
- Tønder Kulturskole holder hånd i hanke med kommunens Spil Dansk fejring, som for fjerde år i træk kom ud til borgerne. Projektet ‘#MusikKanMere’ (fra DJBFA / Komponister og Sangskrivere) fik en central placering i år, hvor sangskriver og musiker Line Gade lavede en pop-up koncert i Arriva toget til Døgstrup, hvilket involverede de fleste togrejsende på denne rute i fejringen af Spil Dansk.
Varde:
- Efter en længere pause meldte Varde sig igen på banen som Spil Dansk Kommune, og “slog på tønde” med adskillige Spil Dansk arrangementer for børn, unge, voksne og seniorer over hele kommunen. Stærkt gået!
Viborg:
- Med stor dedikation og iver fejrede kommunen Spil Dansk på bedste vis ligesom sidste år, hvilket skabte stor henrykkelse på vores lille sekretariat. Flere koncerter og workshops blev afholdt over hele kommunen, men især må nævnes projektet ‘Artist Lounge’ (som vi laver sammen med Dansk Artist Forbund, DAF), hvor selveste Jacob Haugaard sammen med to musikere gæstede “Jans Stue” – et privat hjem der er kendt for at lægge tag til adskillige hjemmekoncerter gennem årerne.
Ærø:
- Takket være de lokale ildsjæle på Ærø Folkebibliotek, blev Spil Dansk fejret med et bredt udvalg af arrangementer i hele kommunen. Bryan Rice lavede ‘Et Musikalsk Foredrag’, den klassiske guitarist Søren Bødker Madsen lavede ‘Musik & Sundhed’ på dagcenter Ærø og den professionelle sangkonsulent Anna Carina Sundstedt gav et Kor Care besøg til det 60-mand store Ærøkoret, hvilket medførte et begejstret læserbrev i Fyns Amts Avis.
Tilbage er der kun at ønske glædelig jul og godt nytår til alle jer trofaste ildsjæle – vi takker for endnu et godt år og for jeres koloenorme holdindsats.
Mvh. Spil Dansk.
UDVALGTE FOTOS FRA SPIL DANSK UGEN 2019
TIDLIGERE SPIL DANSK KOMMUNER (70 kommuner siden 2010)