SPIL DANSK FYLDER 20 ÅR

Musik for alle – overalt! Spil Dansk Ugen 2021 fejres mandag den 1. november til søndag 7. november, og publikum kan møde musikken overalt: På spillesteder, kulturhuse, biblioteker, skoler, kirker, museer, sygehuse, virksomheder og mange andre steder.
Spil Dansk Ugen fejres med musik overalt i landet fra den 1.-7. november. Denne gang er det jubilæumsår for Danmarks største musikbegivenhed, der startede i 2001. Hele 25 Spil Dansk Kommuner går helhjertet ind i fejringen af dansk musikliv, Andreas Odbjerg er ny Spil Dansk Ambassadør og DR afholder live-koncerter på Sjælland, Fyn og Jylland med navne som Jung, Ericka Jane, Aura Dione, Phlake, Anne Dorte Michelsen & Maria Bramsen.
HENT SPIL DANSK PRESSEFOTO.
LÆS TILBAGEBLIK 20 ÅR MED SPIL DANSK.
Spil Dansk har været toneangivende i 20 år og er efterhånden blevet folkeeje.
Stort set alle danskere er i årenes løb på en eller anden måde blevet inddraget i den landsdækkende musikuge. Hvad enten man som radiolytter har bemærket, at der blev spillet dansk musik på DR’s radiokanaler fra morgen til aften – eller hvis man har deltaget i et eller flere af de omkring 20.000 tidligere Spil Dansk-arrangementer.
Når musikken spiller landet rundt 1.-7. november, bliver der igen tændt op under Danmarks største musikbegivenhed – denne gang med en 20 års fejring og med hit-mager Andreas Odbjerg som ny Spil Dansk Ambassadør.
Andreas Odbjerg er ny Spil Dansk Ambassadør, og vores lille forening føler os selv 100 (pressefoto).
25 FIKSPUNKTER
Den traditionsrige begivenhed er mulig takket være loyal opbakning fra de danske kommuner. Årets hundredvis af musikarrangementer planlægges og afholdes nemlig lokalt.
Hele 25 kommuner gør i år en ekstraordinær indsats for at skabe et brag af en lokal musikfest for borgerne. Alle 25 kommuner har engageret sig som “Spil Dansk Kommuner” og samarbejder direkte med foreningen Spil Dansk, som hvert år organiserer den landsdækkende musikbegivenhed.
Engagementet er helhjertet fra samtlige Spil Dansk Kommuner, og publikum skal ikke rejse langt for at deltage. Kreativiteten får frit spil i årets Spil Dansk Kommuner med alt fra en rullende Spil Dansk Bus over fællessang på skoler og torve til workshops og talks på uddannelsessteder og kulturhuse.
DET’ DANSK – DR DEJLIGT
Bliver man indendørs i Spil Dansk Ugen 2021, vil man nok alligevel opleve jubilæums-markeringen. DR har været med lige siden begyndelsen i 2001, og i år intensiveres dækningen.
Som tidligere spiller DR’s radiokanaler på skift udelukkende dansk musik i Spil Dansk Ugen, og der skrues yderligere op for den redaktionelle dækning på en lang række af DR’s platforme.
Man kan opleve DR’s nye koncept ’Spil Dansk Live’. Her sender DR koncerter fra fire byer: P2, P5 og P8 Jazz sender fra Vejle Musikteater, P3’s ’Musikchefen’ og ’Livebeatet’ på P6 Beat sender fra Roskilde Festival Højskole, ’Take off’ på P4 sender fra Kulturhotellet i Rønde og ’Kulturen på P1’ sender direkte fra Tobaksgaarden i Assens.
Til ‘Spil Dansk Live’ (se program) vil publikum gratis kunne opleve navne som Jung, Ericka Jane, Aura Dione, Phlake, Anne Dorte Michelsen & Maria Bramsen, Sko/Torp og I Think You’re Awesome.
DR’s program for ‘Spil Dansk Live’-koncerterne.
20 ÅR MED TRIUMFER
Jørgen Thorup er formand for foreningen Spil Dansk, og han giver et bud på, hvorfor musikbegivenheden har vist sig at være så slidstærk, at den har holdt i 20 år:
- “Spil Dansk Ugen er konkret og folkelig. Det er musik til børn og unge, voksne og seniorer, til os allesammen. Fejringen er intim og borgernær. Uanset hvor man bor i landet, skal man ikke gå eller køre særligt langt for at finde et arrangement.”
- “Den massive opbakning i kommunerne er altafgørende. Vi støttes af lokalpolitikere og kommunale medarbejdere – og vi nyder opbakning fra musikere, arrangører, ildsjæle, foreninger og publikum. Oveni har samarbejdet med DR sikret Spil Dansk-fejringen en helt unik udbredelse,” opsummerer Jørgen Thorup.
Jørgen Thorup er formand i foreningen Spil Dansk (pressefoto).
SKRØBELIG SUCCESHISTORIE
Fejringen af Spil Dansk Ugen og dansk musikliv har været en succes gennem 20 år, men musikbegivenheden bør ikke tages for givet. Der er ingen garanti for, at Spil Dansk Ugen fortsat kan fejres om 20 år – selv næste års begivenhed kan vise sig usikker.
Foreningen Spil Dansk – der organiserer Spil Dansk Ugen – mistede sidste år sit driftstilskud. Det er lovstramninger fra EU, der har medført situationen. De musikorganisationer, som siden 2014 har været foreningens primære bidragsydere, må ikke længere betale til driften grundet skærpede EU-lovkrav.
- ”Det er vildt, at Spil Dansk fylder 20 år! Jeg håber og tror på, at vi finder en løsning, så vi også om 20 år har en fejring af dansk musikliv. Spil Dansk Ugen er den eneste af sin slags: Nemlig en borgernær musikbegivenhed, hvor musikken i en hel uge fejres overalt i landet.”
- “Spil Dansk tændte sidste år også lys i det musikalske corona-mørke ved at gennemføre mod alle odds. Vi gjorde det under udsagnet ”Musikken overgiver sig aldrig!” Samme optimisme skulle gerne hjælpe os med at finde vej langt ind i fremtiden,” siger Jørgen Thorup.
TAK TIL
På hver jeres måde har I alle været med til at hjælpe foreningen Spil Dansk med at kunne planlægge Spil Dansk Ugen 2021.
En stor tak til:
- Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund, Musikforlæggerne, Danske Populær Autorer, Koda, DJBFA / Komponister & sangskrivere, Dansk Komponistforening, Tempi, JazzDanmark, Dansk Solistforbund, Levende Musik i Skolen, DR og Kulturministeriet.
- Vores Spil Dansk Kommuner: Assens, Egedal, Favrskov, Faxe, Gladsaxe, Glostrup, Ikast-Brande, Lemvig, Lolland, Næstved, Odder, Ringkøbing-Skjern, Ringsted, Roskilde, Skanderborg, Skive, Struer, Syddjurs, Thisted, Tønder, Varde, Vejle, Viborg, Ærø og Sydslesvigsk Forening.
- Også en stor tak til de hundredvis af lokale arrangører og kunstnere, som igen i år har tilmeldt sig og løfter fejringen af Spil Dansk Ugen.
FAKTA: 10 OM SPIL DANSK UGEN 2021
1. Spil Dansk Ugen 2021 fejres over hele landet mandag til søndag den 1.-7. november.
2. Spil Dansk Ugen foregår altid i uge 44 og er en landsdækkende fejring af danskproduceret musik og -musikliv.
3. Spil Dansk Ugen er Danmarks største musikbegivenhed i kraft af bredden, mangfoldigheden og det landsdækkende kommunenetværk.
4. Der er mere end 1.000 arrangementer over hele landet i løbet af ugen, og der sker noget overalt: På spillesteder, kulturhuse, biblioteker, skoler, kirker, museer, ungdomsuddannelser, aktivitetscentre, bosteder, plejehjem, sygehuse, virksomheder og mange andre lokationer.
5. Foreningen Spil Dansk samarbejder i 2021 med 25 kommuner, der har engageret sig som “Spil Dansk Kommuner”. De bidrager med en ekstraordinær lokal indsats i Spil Dansk Ugen.
6. Mere end 600 Spil Dansk Kunstnere har tilmeldt sig i år, listen tæller musikere, sangskrivere, komponister, lydkunstnere, sangere, tekstforfattere, producere m.fl.
7. DR har været på bølgelængde med Spil Dansk siden begyndelsen, og hovedparten af DR’s radiokanaler spiller på skift en dag i Spil Dansk Ugen 2021 lutter dansk musik.
8. Musikere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
9. Spil Dansk har været fast indslag i den hjemlige kulturkalender siden 2001. Først som Spil Dansk Dagen, og siden 2014 som Spil Dansk Ugen.
10. Spil Dansk Kalenderen samler alle arrangementer i forbindelse med Spil Dansk Ugen 2021. Læs mere og opret arrangementer på spildansk.dk.
Spil Dansk arbejder med hele musiklivet for at styrke danskproduceret musik:
– Vi skaber professionelle netværk mellem musikorganisationer, landets kommuner, lokale musikarrangører og DR.
– Vi samler hvert år befolkningen i fejring af Spil Dansk Ugen – Danmarks største musikbegivenhed: Altid i uge 44!