Allan Olsen står mere og mere som et fyrtårn på den danske musikscene. I hvert fald som solist I ordets egentlige forstand: Alene på scenen, foran et kræsent og lyttende publikum. Med få og enkle virkemidler. Fire år efter den succesfulde udgivelse, JØWT, der solgte til både guld og platin, udgiver Olsen i dette forår sit i alt nittende album, HUDSULT. – Et dobbelt-album der genremæssigt spænder over hård rock, til folk og rap. I 2015 debuterede Allan Olsen som forfatter, med den meget roste erindringsbog, Tilfældigt Strejfet. Tilfældigt Strejfet, fik pressen til at tale om passager af Hemingway’sk styrke.