Spil Dansk søger nu professionelle musikere og sangskrivere
”Musik – og et levende musikliv – er en essentiel del af et velfungerende samfund. Derfor er det helt afgørende, at de professionelle kunstnere kommer ud og møder musiklivets aktører i hele Danmark. Vi er meget stolte af, at Spil Dansk er med til at skabe nye og flere jobs til de danske komponister og sangskrivere”, siger Jørgen Thorup, formand for Spil Dansk (Spil Dansk pressefoto).
Spil Dansk har lige nu syv forskellige koncert- og undervisningsprojekter, som vi søger kunstnere til. Ansøg senest torsdag den 24. maj.
ANSØG NEDERST
Spil Dansk samarbejder igen i år med kommuner fra hele landet, og søger nu kunstnere til at gæste de mange ‘Spil Dansk Kommuner’ i forbindelse med Spil Dansk Ugen 2018 (29. okt.-4. nov.). Kommunernes lokale arrangører ønsker selv besøg af de kunstnere, som de ser præsenteret på Spildansk.dk, og vi booker derefter med udgangspunkt i deres ønsker.
EN SAMLENDE KRAFT I DANMARKS MUSIKLIV
”Spil Dansk arbejder for at være en samlende kraft i det danske musikliv. Langt de fleste kender Spil Dansk som Spil Dansk UGEN, men vi har en lang række projekter, som ligger i hele efteråret. Det er projekter, hvor vi for alvor forsøger at udvikle og udbrede musikken og musiklivet over hele landet. Det gør vi i tæt samarbejde med regionale og kommunale samarbejdspartnere”, siger Jørgen Thorup, formand for Spil Dansk, og fortsætter:
“I år præsenterer Spil Dansk en portefølje af projekter, som er skabt i samarbejde med 18 førende organisationer i det danske musik- og kulturliv.
Talenter og nye publikummer kommer fra hele landet af. Det er og har altid været en kerne i Spil Dansk, at vi sikrer den lokale forankring af vores koncerter og projekter. Nu glædes vi over, at vi kan tilbyde de professionelle udøvende og skabende kunstnere en række nye jobs, fra Thisted til Tønder, fra Lolland til Lemvig, fra Roskilde til Ringkøbing og fra Favrskov til Faxe”.
ANSØG SENEST 24. MAJ
Herunder de syv Spil Dansk 2018-projekter, som professionelle kunstnere kan ansøge om at medvirke i.
Det er især projektet ”Menneskerettighederne fylder 70” – som Spil Dansk laver sammen med Amnesty International” – hvortil vi søger en række dygtige sangskrivere/formidlere/undervisere.
- MENNESKERETTIGHEDERNE FYLDER 70 – samtalesalon & workshop i sangskrivning på baggrund af jubilæet for Menneskerettighederne (i samarbejde med Amnesty International).
- PLAY IT FORWARD – giv musikken videre.
- GOING LOCAL – musikken tager “helt derud”, hvor den ellers aldrig kommer.
- JAZZ CARAVAN – koncert & artist-talk med jazzstjerner.
- DANMARKS FÆLLESSANG LIVE – pianist & sangerinde/sanger akkompagnerer til dette års 18 fællessange.
- KVINDELIGE FORBILLEDER – koncert & artist-talk med professionelle kvindelige artister (i samarbejde med Dansk Artist Forbund).
- HJEMMEKONCERTER – musikken rykker ind i dagligstuen (i samarbejde med Danske Populær Autorer).