Nyt projekt graver musiktalenter frem af den danske muld
Bandet ’Mute The Tape’ er fundet i Favrskov Kommune, og leverer en særdeles velspillet rock, der udløste en top-anmeldelse.
’Du hørte dem først her’ er navnet på Spil Dansks nye talentprojekt, der takket være et landsdækkende kommunesamarbejde nu kan præsentere 11 bud på nye danske bands, der har potentialet til blæse os alle omkuld i en nær fremtid.
Lyt de 11 bands – DU HØRTE DEM FØRST HER.
Den hjemlige muld er blevet grundigt gennemsøgt for nye stjernefrø af alle de kommuner, som har bidraget med at spotte nye talenter, og derefter indsendt deres demoer eller færdige tracks til Spil Dansk.
“Jeg har virkelig været overrasket over, hvor højt niveauet generelt var blandt de mange navne, jeg anmeldte”.
Sådan beskriver den erfarne musikanmelder Anders Houmøller Thomsen sin lytterrejse gennem de mange skæringer, der er blevet indsendt fra kommuner som Favrskov, Mariagerfjord, Faxe, Thisted, Ringkøbing-Skjern og Fredensborg.
Og her er tale om en anmelder, der med flere tusinde koncert- og pladeanmeldelser gennem øregangene, kender sit musikalske danmarkskort.
Anders Houmøller Thomsen fortsætter:
”Genremæssigt var det vildt afvekslende, og der er ikke bare tale om blege kopier af toneangivende bands. Jeg hæftede mig især ved to ting: Man kan finde super-talenter i hver en afkrog af Danmark. Og den næste der siger “rocken er død” skal tage skraldet ud – i en uge! Mange af de unge spiller en eller anden form for rock, og et af de bedste navne, kvartetten Mute the Tape fra Favrskov Kommune, spiller hårdrock så klichéen “spilleglæde” giver mening på ny”.
EN PROFESSIONEL ANMELDELSE MOTIVERER TIL AT KNOKLE PÅ
Daniel fra bandet Mute The Tape jubler da også over bandets allerførste anmelderroser, og siger:
”Jeg tror artiklen snakker for sig selv. Kan huske vi sad og chattede mens vi læste anmeldelsen – alle var i deres gladeste! Det var skide fedt at få en professionel anmeldelse, og når den samtidig indebar 5 stjerner, så kunne det nærmest ikke ha’ været en bedre oplevelse”.
Og en professionel anmeldelse kan netop være dét kærlige skub, der giver et ungt fremadstormende band den fornødne motivation, til at blive endnu bedre!
Ricco Victor, direktør for Spil Dansk, kender selv til det at skabe musik med egne bands:
”At dygtiggøre sig kræver tid og vedholdenhed. Men det kræver også anerkendelse og ros. Der er nogle, som skal tro på en. Og det kommer udefra. Derfor er det helt afgørende, at vi prioriterer professionel vejledning til unge bands”.
Det med at blive bekræftet i ens musikalske arbejde, er Daniel meget enig i:
”Selve følelsen af at blive anerkendt og rost for sit arbejde, har været en kæmpe motivationsfaktor i bandet. Det er en ret underlig følelse pludselig at høre en lille sammenligning med Nirvana, som er et af mine største bands. Det en ret ubeskrivelig følelse, men alligevel smager den lidt af, at vi er på rette kurs”.
Dette behov ønsker Spil Dansk at imødese med ’Du hørte dem først her’, der nu har offentliggjort de første 11 bands med dertilhørende anmeldelser og mulighed for at lytte på spildansk.dk. Der bliver allerede stillet skarpt på Spil Dansk Ugen 2018, hvor endnu flere bands skal frem af mulden og professionelt anmeldeles.
DE 11 BANDS ER:
- ANDREAS LAURSEN (København Kommune)
- CHALK (Thisted Kommune)
- CAROLINE FJERBÆK (Skive Kommune)
- MAJOR TOM (Faxe Kommune)
- MAGNUS TEMPELS (Fredensborg Kommune)
- MAZIVILA (Randers Kommune)
- MUTE THE TAPE (Favrskov Kommune)
- PIL (Frederiksberg Kommune)
- REVELING DAYS (Roskilde Kommune)
- TING (Ringkøbing-Skjern Kommune)
- WHY DO WE YAWN (Mariagerfjord Kommune)