Hver tredje kommune er med i Spil Dansk i 2019
Vi mødes årligt med alle Spil Dansk Kommuner. Her flankeres Ricco fra Spil Dansk af den lokale Spil Dansk styregruppe fra Lemvig Kommune. Dem har han besøgt hvert eneste år i 10 år. Lemvig er dén af alle kommunerne, som har været med i samarbejdet i flest år.
Spil Dansk Ugen 2019 får rekord-opbakning fra hele 32 kommuner, som giver musikkens festuge en ekstra mærkbar fejring.
Først var der 12. For fire år siden var der 22. I 2019 bakker hele 32 kommuner op om Spil Dansk Ugen, som er Danmarks største musikbegivenhed. Det er ny rekord.
Oveni sørger en stribe andre kommuner for at lave et lokalt program i Spil Dansk Ugen, uden at de indgår i et officielt samarbejde. Prognosen for musikugen lyder altså på store flokke af sangfugle over hele landet og musik lige rundt om hjørnet – nærmest uanset, hvor man bor.
Det bliver en fest, og i år går det løs med Spil Dansk Ugen fra 28. oktober til 3. november.
LIVGIVENDE STRØMSTØD
”Det er utrolig positivt, at hele 32 kommuner er med i festugen,” siger Ricco Victor, som er direktør for Spil Dansk. Han har været på sin årlige Danmarksturné via motorveje og Margueritruten for at fastholde loyale kommuner og få nye med i samarbejdet.
”Det er gået rigtig godt og meget smertefrit. Jeg tror, at der er en udbredt forståelse for, at Spil Dansk sender et livgivende strømstød gennem hele det lokale kulturliv. Uden at det er i nærheden af at koste en bondegård eller en fodboldbane,” siger Ricco Victor og fortsætter:
”Vi lytter nøje til lokale ønsker og forbedrer hele tiden vores pakker. I år kan de deltagende kommuner plukke fra en musikmenu bestående af hele 30 forskellige live- og læringsarrangementer. Der har aldrig før været så meget indhold i Kommunepakken. Vi får musikken ud overalt, og den personlige kontakt er afgørende for vores succes. Derfor bruger jeg selv meget tid på vejen og får hilst på mange mennesker og medier”.
“Der tales en del om, at musik og kultur giver overskud på bundlinjen, og det er sandt. Men musik har også sin helt egen værdi, som ikke kan måles og vejes. Stikordene kan være fantasi, følelser og fællesskab. Spil Dansk Ugen er musiklivets årlige festuge, hvor borgere, publikum og medier for alvor opdager alle de lokale musikaktører. Musikerne og arrangørerne viser, hvad de kan, når de gør noget særligt. ”Umage giver mage”, som man siger, og det samlede danske musikliv gør sig ekstra umage i Spil Dansk Ugen,” siger direktør Ricco Victor.
MAGI I LUFTEN
Han tror ikke, at loftet endnu er ramt for hvor mange kommuner, der ønsker at tage del i det landsdækkende samarbejde om Spil Dansk Ugen.
”Drømmen er jo, at alle danske kommuner er med. Det vil være fantastisk for det danske musikliv. Både for talenter og professionelle. Det vil skabe et hav af arrangementer overalt i landet, og det vil være guld værd for den hjemlige musik. For tiden er nogle af de store trækplastre på de danske scener værdige veteraner som Anne, Sanne og Lis, D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy. Vi skal nu og her pleje de grønne skud, som kan blive morgendagens musikmestre. Spil Dansk har i 19 år utrætteligt arbejdet for, at talenter bliver modnet og at de professionelle navne bliver hørt,” siger Spil Dansk-dirigenten.
KONTAKT
- RICCO VICTOR, direktør for foreningen Spil Dansk: (+45) 2046 7913 / ricco[a]spildansk.dk.
FAKTA OM SPIL DANSK UGEN
- Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musikliv. Der er arrangementer 28. oktober – 3. november.
- Der sker noget overalt i landet: på skoler, sygehuse, spillesteder, virksomheder, biblioteker, kirker, kulturhuse m.m.
- Kunstnere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
- Spil Dansk er blevet Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed.
- En lang række radiostationer, bl.a. alle DR’s radiokanaler, spiller en dag i ugen lutter dansk musik.
- Spil Dansk-foreningens ejerkreds består af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Koda og Danske Populær Autorer.
- Spil Dansk samarbejder i 2019 officielt med 32 kommuner. Mange andre kommuner bakker også op.
- Læs mere om Spil Dansk, tilmeld arrangementer, syng med i Danmarks Fællessang og tjek kalenderen på spildansk.dk.