Gratis genvej til fællessang

ALSANG Online skal få danskerne til at synge fællessang som aldrig før.
Fællessang gør os gladere og ryster os sammen, og med ALSANG Online har det aldrig været nemmere at komme i gang. Der er tale om det største danske digitale fremstød på området nogensinde.
SYNG MED PÅ 45 SANGE I 45 UGER – ALSANG Online.
Hvis man kombinerer ren sangglæde med gratis glæder, får man forhåbentlig et projekt-hit.
ALSANG Online har som formål at gøre fællessang endnu mere populær, og alle inviteres nu til at synge 45 sange i 45 uger.
Man skal bare besøge alsang.dk og benytte sig af den digitale alt-i-én-løsning. På hjemmesiden finder man hele pakken, der skal til for at man kan synge med på op til 45 fantastiske fællessange. Tilbuddet kan benyttes af alt fra institutioner over arbejdspladser til kor og familier. Det gør det muligt at synge i skolen, klassen, klubben, fredagsbaren – eller hvor man nu vil finde sammen om nogle af de bedste danske fællessange.
KLAR, PARAT, SYNG!
På alsang.dk får man adgang til sangtekster, som enten kan printes, bruges på smartboards eller projiceres på et lærred. Der er også indspilninger med klaver og vokal, som kan benyttes til øvning og akkompagnement. Og endelig er der spændende baggrund om sangene og fiks og færdig-læringsmateriale, som kan indgå i undervisningen på skoler.
Antallet af sange (45) er valgt som reference til 1945. Året, hvor Danmark blev befriet og 2. verdenskrig nåede sin afslutning. Under besættelsen opstod alsangen, hvilket var betegnelsen på de kæmpe fællessang-arrangementer landet rundt.
ALSANG 2020 fejrer 75-året for Danmarks befrielse med spektakulære sangarrangementer i og omkring 4. maj 2020. Derfor er der blandt de 45 sange også flere, som indholdsmæssigt kredser om frihed, demokrati og fællesskab.
SYNG DIG SUND
Refrænet er derudover helt og aldeles frit overalt, hvor danskerne har lyst til at mødes omkring fællessang. ALSANG Online er tilbuddet, man ikke bør sige nej til, hvis man elsker at synge med andre.
Ricco Victor, direktør for Spil Dansk og leder af ALSANG 2020:
”I fællessang kommer vi i berøring med hele tilværelsen: Vi bruger kroppen til at synge med, og vi inspirerer hjernen til at tænke frit, kreativt og poetisk. Vi ved fra undersøgelser, at når vi synger sammen, bliver vi gladere og fællesskabet styrkes. Men mange lærere, ledere, festarrangører og andre synes måske, at det er for besværligt at udvælge sange og sørge for akkompagnement til fællessang. Med ALSANG Online har vi ryddet alle forhindringer af vejen. Det betyder, at enhver uden videre kan kaste sig ud i at synge en stribe skønne danske sange, der er en del af vores kulturelle dna,” siger Ricco Victor.
Projektet præsenteres i samarbejde med Musiklærerforeningen, Bibzoom og Højskolerne.
Niels Mark, hovedredaktør for Bibzoom og teamleder af Odense Musikbibliotek:
”I takt med at forbruget af musik bevæger sig fra det nationale mod en mere globaliseret kultur, er det vigtigt, at vi husker at holde fast i den danske musiktradition. Jeg er sikker på, at ALSANG Online vil få en meget stor og konkret effekt i den sammenhæng”, siger han.
DE KLOGE UNGE MENNESKER
Karen Kjær Johansen, formand for Musiklærerforeningen:
”Fællessang har oplevet en kæmpe opblomstring i de seneste år. Fra Musiklærerforeningen er vi derfor glade for igen i år at bidrage med undervisningsmateriale til de 45 sange, som bl.a. kan bruges tværfagligt i dansk, musik, samfundsfag og historie. I praksis kan man hente 10 spørgsmål til hver af de 45 sange. Her kan man udvælge lige netop de spørgsmål, som man gerne vil arbejde med. Vi håber, mange vil benytte sig af undervisningsmaterialet, som giver eleverne mulighed for at nå i dybden med sangene og indholdet.”
Blandt de 45 klassikere, man kan synge med på, er så forskellige numre som ”Sensommervise” (tekst og musik: Kirsten og Finn Jørgensen), ”Jutlandia” (Kim Larsen), ”Danmark nu blunder den lyse nat” (tekst: Thøger Larsen, musik: Oluf Ring) og ”Under stjernerne på himlen” (tekst: Keld Heick, musik: Tommy Seebach).
ALSANG ONLINE er en videreførelse af projektet Danmarks Fællessang, som Spil Dansk stod for i årene 2014-18. Det blev en massiv succes, der har været afgørende for den opsigtsvækkende genkomst af fællessang i Danmark. I 2018 blev tilbuddet benyttet af ca. 2500 skoler, kor og kirker. Fællessangen bredte sig derudover til arbejdspladser, plejehjem, foreninger, danske hjem og mange andre steder.
KONTAKT:
- Ricco Victor, direktør Spil Dansk og leder af ALSANG 2020: (+45) 2046 7913 / ricco[a]spildansk.dk.
- Niels Mark, hovedredaktør Bibzoom: (+45) 60 69 38 88 / nimar[a]odense.dk.
- Karen Kjær Johansen, formand Musiklærerforeningen: (+45) 20 62 16 58 / karen.sindberg[a]gmail.com.
Om ALSANG 2020:
- Anledningen til ALSANG 2020 er, at 4. maj 2020 markerer 75-året for Danmarks befrielse i 1945.
- ALSANG 2020 løber som projekt i to år fra januar 2019 til udgangen af 2020.
- Langt de fleste arrangementer – herunder en række meget store – vil foregå den 4. maj 2020.
- Derudover er der arrangementer i perioden op til den 4. maj 2020 og i perioden lige derefter.
- Projektet er støttet af Nordea-fonden med 8.161.000 kr.
- Der forventes fællessangsarrangementer i alle 98 kommuner.
- Projektet vil indeholde unikke, nytænkende fællessangsarrangementer og støttepuljer, så også mindre sangvante danskere kan få glæde af at opleve, hvad fællessang kan.
- Der bliver sangkonkurrencer for skoler samt for professionelle sangskrivere.
- Skoler og ungdomsuddannelser kan tilgå et online undervisningsmateriale til fagene dansk, historie, musik og samfundsfag.
- ALSANG 2020 er skabt og udviklet af Grundtvigsk Forum, Dansk Forfatterforening og Spil Dansk.
- Spil Dansk vil som projekt-ejer stå bag den samlede koordinering af ALSANG 2020.
- DR medvirker til at udbrede projektet til hele landet via deres medier, kor og orkestre.
- Læs mere om alsangen under 2. verdenskrig: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/alsang/