DR og Spil Dansk står sammen om musikken i uge 44
”Musikken overgiver sig aldrig!” lover Spil Dansk. Nu er DR med til at styrke dén profeti med fortsat opbakning til Spil Dansk. Internationale hits må i Spil Dansk Ugen i stor udstrækning vige til fordel for danskproduceret musik på radiostationerne.
Spil Dansk Ugen bliver en af årets få rigtig store musikalske manifestationer, og Spil Dansk og DR rykker igen sammen for at rette spotlightet mod en masse hjemlig musik: Seks ud af syv dage i festugen spiller alle DR-radioens musikkanaler på skift danskproduceret musik.
BESØG SAMMEN OM DANSK MUSIK.
Midt i et voldsomt kriseår for musikken sikrer Spil Dansk og DR i fællesskab at dansk musik igen når bredt ud 26. oktober – 31. oktober.
DR’s musikkanaler spiller mandag til lørdag på skift udelukkende danskproduceret musik i dagtimerne. Fra tidlig morgen til kl. 18 eller frem til midnat. Der gøres også noget ekstra ud af at formidle musikken redaktionelt. Om aftenen og natten lukkes den internationale musik igen ind i studievarmen.
DR har ikke tøvet med igen at gå helhjertet ind i Spil Dansk Ugen, og radiochef Anette Kokholm fortæller, at DR gør en ekstraordinær indsats for dansk musik i 2020.
HELT SÆRLIGT FOKUS
”I år er vi i den særlige situation, at mange koncerter er aflyst, spillesteder og festivaler har måtte se langt efter både deltagere og artister, og ikke mindst er alle, der elsker dansk musik, forhindrede i at komme ud og opleve den på egen hånd. Det har gjort, at vi på radioen har et særligt fokus på dansk musik i år. I foråret og sommeren havde vi et tiltag, hvor vi skruede op for den danske musik og sendte mange timers dansk livemusik på alle radiokanaler. Her i efteråret er der også planer om at være til stede med dansk live-musik på DR’s radiokanaler,” siger Anette Kokholm. Hun tilføjer:
”I denne tid hvor dansk kultur og formidlingen af den desuden er under pres fra de store tech-giganter, er det vigtigt, at vi giver den danske musik plads til at leve og folde sig ud. Det gør vi hver dag på DR’s radiokanaler, hvor vi i dagligdagen yder en stor indsats for den danske musik, og det gør vi med glæde. Derfor er Spil Dansk Ugen og samarbejdet med den noget, som jeg er meget stolt over,” siger DR’s radiochef Anette Kokholm.
POSITIV BØLGE SAT I GANG
”DR er med til at give Spil Dansk Ugen en massiv udbredelse, så vi er utroligt glade for, at DR forbliver loyale over for vores musikalske festuge,” siger formand for Spil Dansk, Jørgen Thorup.
Han forudser, at årets Spil Dansk-markering kan resultere i at en positiv bølge af begejstring bruser over hele landet – og at det kan give fornyet selvtillid til et musik- og kulturliv, der stædigt kæmper for at finde løsninger efter en lang periode med slem modgang:
”Vi præsenterer årets program med et positivt budskab: ”Musikken overgiver sig aldrig!” Det er nemlig nu, vi skal stå sammen om dansk musik, og det er naturligt, at Spil Dansk viser vejen. For det er den samme sag, vi har kæmpet for i nu snart 20 år: Dansk musik skal mærke en bred folkelig opbakning, og den lokale støtte betyder alt for os. Det er de lokale ildsjæle – alt fra frivillige over dedikerede kulturledere til professionelle musikere – der har gjort Spil Dansk til Danmarks største musikbegivenhed. Derfor er det virkelig afgørende, at hele 28 kommuner i år samarbejder med os ved at benytte vores ”Kommunepakker”. Kommunerne melder sig nu klar til at mætte kultursulten landet rundt. Med DR’s opbakning oveni, glæder det mig meget, at vi igen i år kan rette et stort og flot spotlight på dansk musik,” siger Jørgen Thorup.
MIKRO-MODERNE
Festugen bliver dog nedskaleret lidt i forhold til tidligere på grund af svære udfordringer, bl.a. med sundhedsrestriktioner. Det bliver ikke som tidligere muligt at få fulde huse på spillesteder og i større kulturhuse. Fællessangen må også begrænses i store haller og på torve. Noget, som ellers har været et traditionelt indslag i 20 år på hundredvis af steder overalt i landet ved Spil Dansk-fejringen.
Direktør i Spil Dansk, Ricco Victor, mener, at festugen er som skabt til nutiden:
”Spil Dansk-konceptet viser sig at være topmoderne og endnu mere relevant end nogensinde før. For der er gennem årene blevet eksperimenteret med nye koncertformer på overraskende lokaliteter ved mange af vores arrangementer. Det kan være hjemmekoncerter, pop-up-koncerter ved plejehjem, nye ”koncertsteder” i det fri ved kysterne – eller inddragelse af fyrtårne, gårdhaver og villaveje. Så Spil Dansk rammer plet i tidsånden på en måde, vi end ikke havde forestillet os. Musikere og de lokale arrangører tænker nye tanker, nye formater og musikken finder nye veje. Spil Dansks særlige egenart – med hundredvis af lokale og kreative mikroarrangementer på alle mulige steder – har været prøvekørt i mange år. Nu er det på godt og ondt blevet en nødvendig præmis med omstilling fra store koncertformater til helt nære og lokale arrangementer. Så, sat lidt på spidsen, gør vi og de lokale arrangører bare det, vi plejer. Med erfaring, passion og engagement. Og så har festugen tilmed trofast opbakning fra DR. Det er en uhyre vigtig ingrediens! Derfor ved jeg, at det bliver en flot og relevant Spil Dansk Uge igen i år!,” lover Ricco Victor.
PLAN FOR DR’S RADIOKANALER I SPIL DANSK UGEN:
- MANDAG 26. oktober: P6 Beat, kl. 6-18
- TIRSDAG 27. oktober: P3, kl. 5-24
- ONSDAG 28. oktober: P8 Jazz, kl. 6-18
- TORSDAG 29. oktober: P4, kl. 5-24
- FREDAG 30. oktober: P2, kl. 6-18
- LØRDAG 31. oktober: P5, kl. 6-18
(P2, P5, P6 og P8 spiller ikke dansk fra morgen til midnat af hensyn til genudsendelser, der udsendes fra kl. 18)
KONTAKT:
- RICCO VICTOR, direktør for Spil Dansk: (+45) 2046 7913 / ricco[a]spildansk.dk.
FAKTA OM SPIL DANSK UGEN:
- Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musikliv. Der er arrangementer 26. oktober – 1. november.
- Der sker noget overalt i landet: på skoler, sygehuse, spillesteder, virksomheder, biblioteker, kirker, kulturhuse m.m.
- Kunstnere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
- Spil Dansk er blevet Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed.
- En lang række radiostationer fejrer ugen med høj andel af dansk musik. Hovedparten af DR’s radiokanaler spiller på skift en dag i ugen lutter dansk musik fra morgen til aften.
- Spil Dansk-foreningens ejerkreds består af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Koda og Danske Populær Autorer.
- Spil Dansk samarbejdede i 2019 officielt med 32 kommuner. Mange andre kommuner bakkede også op. I 2020 er der 28 Spil Dansk Kommuner.
- Læs mere om Spil Dansk, tilmeld arrangementer, find genvej til fællessang og tjek kalenderen på spildansk.dk.