DR fejrer hele Spil Dansk Ugen

Spil Dansk får intensiveret opbakning fra DR, som udvider sit fokus på hjemlig musik til at gælde hele Spil Dansk Ugen 31. oktober – 6. november.
(Først publiceret uge 44, 2016)
Dansk musik er presset i den digitale alder, hvor globale
verdensstjerner tromler frem via online-tjenester som YouTube og Spotify.
Men Spil Dansk har kontinuerligt markedsført og værnet om
dansk musik.
Initiativet har siden 2001 været bakket op af DR’s radiokanaler,
hvor bl.a. P4 og P3 en gang årligt rydder hele sendefladen for at spille lutter
dansk musik på Spil Dansk Dagen. Den landsdækkende fejring af rød/hvid musik er
i de seneste år vokset til at være Danmarks største musikbegivenhed, og på
grund af steppebranden af arrangementer, er markeringen derfor udvidet til at
være en Spil Dansk Uge. Dét skifte vil DR nu bakke op om ved at rette særligt
fokus på dansk musik i hele uge 44 fra 31. oktober – 6. november.
”DR spiller dansk hele året, og dansk musik ligger i kernen
af den plan for musikken vi fremlagde tidligere på året. Men det er altid værd
at gøre en ekstra indsats for den danske musik. I år har vi derfor valgt at
indrette vores indsats så den understøtter beslutningen om at gøre Spil Dansk
Dagen til en Spil Dansk Uge. Lytterne vil ugen igennem kunne opleve en særlig
indsats for den danske musik på DRs radiokanaler såvel som i Koncerthuset,”
siger DR’s radiochef Gustav Lützhøft.
Spil Dansk Ugen på DR ser således ud:
- P2: – Det daglige program Det´Dansk dedikeres hver dag til Spil Dansk samt formiddagsprogrammet Hej P2 om torsdagen.
- P3: – Spiller dansk musik hele torsdagen.
- P4: – Spiller dansk musik hele torsdagen. P4 Midt & Vest inviterer desuden til fællessang i Holstebro kl. 07:00 torsdag morgen.
- P5: – Spiller dansk musik hele fredagen.
- P6 Beat: – Spiller dansk musik hele mandagen.
- P7 Mix: – Spiller dansk musik hele tirsdagen.
- P8 Jazz: – Spiller dansk musik hele onsdagen.
- DR Koncerthuset: – 13 koncerter med dansk musik, bl.a. ‘Den Uendelige Labyrint’ af komponist Matthias Madsen Munck, DR Symfoniorkestret byder på komponisten Rune Glerups ’Nyt værk for orkester’ og fællessang med DR Pigekoret under ledelse af Phillip Faber ved ’Din danske sang’.
Musikken samler
Formand for Spil Dansk, Jørgen Thorup, er meget begejstret
for, at DR nu viser tiltagende imødekommende over for den rød/hvide musik:
”DR har stor glæde og nytte af hjemlig musik, som er
efterspurgt blandt lytterne. Og dansk musikliv kan nu også glæde sig ekstra
meget over DR som en public service-institution, der tager et særligt ansvar. Der
er stadig masser af fokus på dansk musik herhjemme, og det skal der gerne blive
ved med at være, for den ryster os sammen og skaber glæde og overskud. Med
vores 2016-program når vi igen ud i hver en krog af landet med over 1000
arrangementer, og i år har Spil Dansk bl.a. fokus på at samle nationen midt i
en brydningstid – og på at styrke musik og kultur som forretning,” fortæller
formand for Spil Dansk, Jørgen Thorup.
Når DR går fuldt og helt ind i Spil Dansk Ugen er det et led
i DRs nye musikhandlingsplan ”Nye veje for musikken”, der bl.a. skal sikre
større synlighed for hjemlig musik.
Radiochef Gustav Lützhøft fortæller til Dr.dk:
”Udfordringen er at modstå, at det danske drukner i den
store, internationale YouTube-suppe. Vi er en lille nation, og i DR tager vi
det meget alvorligt at forsøge at styrke den særlige danske lyd og musikscene –
uden at være drevet af kommercielle interesser.”
Ricco Victor, direktør for Spil Dansk, ser DR’s øgede
opbakning som uhyre vigtigt for Spil Dansk Ugens gennemslagskraft:
”En af forcerne ved
Spil Dansk Ugen er, at den virkelig bliver fejret overalt i Danmark. Vi har et
levende og mangfoldigt musikliv, som spiller en enorm rolle ude i de lokale
musikforeninger, kulturhuse, spillesteder, musikskoler, biblioteker, kirker og
kommuner. Samtidig kommer morgendagens stjerner fra hele landet af, og disse
talenter skal også have mulighed for at blive hørt og blive båret frem. Med DRs opbakning til at markere hele Spil Dansk Ugen, kan vi sammen sætte et endnu større fokus på dansk musikkultur i bredeste forstand. Vi glæder os over
at alle radiokanaler – fra P1 til og med P8 – er med i Spil Dansk Ugen, at DR nu
aktivt bidrager med koncerter fra deres egne kor og ensembler, samt at
Koncerthuset også fyldes med ny danskkomponeret musik. Det lover godt for det
fremtidige samarbejde mellem Spil Dansk og DR, til glæde og gavn for det
samlede danske musikliv i al sin bredde og mangfoldighed, og dermed også for
alle DRs brugere på alle medieplatforme.”
(BILLEDTEKST):
Dansk musik har været sikret opbakning af Spil Dansk siden
2001, og DR er en vigtig medspiller for den populære begivenhed. Nu
intensiverer DR fokus på fejringen, så det omfatter hele Spil Dansk Ugen.
På billedet ses Aura til Spil Dansk koncerten i DR Koncerthuset i 2012. (Pressefoto: Spil Dansk)
Yderligere
oplysninger, kontakt:
Ricco Victor, direktør for Spil Dansk. Direkte nummer:
+45 20 46 79 13, mail: ricco@spildansk.dk, webside:
www.spildansk.dk
Fakta om
Spil Dansk Ugen
* Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og
musiklivet. Der er arrangementer 31. oktober – 6. november. Selve Spil Dansk
Dagen fejres torsdag 3. november.
* Der sker noget overalt i landet: på skoler, sygehuse,
spillesteder, virksomheder, biblioteker, kirker, kulturhuse m.m.
* Kunstnere og arrangører er en blanding af professionelle,
amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
* Spil Dansk er blevet Danmarks største musikbegivenhed i al
sin bredde og mangfoldighed.
* En lang række radiostationer, bl.a. alle DR’s
radiokanaler, spiller lutter dansk musik.
* Spil Dansk-foreningens ejerkreds består af Dansk Musiker
Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Koda og Danske Populær
Autorer.
* Spil Dansk samarbejder i 2016 direkte med 23 kommuner, som
foreløbig har købt en ”Kommune-pakke”. Andre kommuner deltager uofficielt, og
der sker noget i alle landsdele.
* Læs mere om Spil Dansk, tilmeld arrangementer, syng med i
Danmarks Fællessang og tjek kalenderen på spildansk.dk.