DIREKTØR FOR SPIL DANSK TAKKER AF
Ricco Victor har efter mere end 12 år med Spil Dansk nu selv valgt at stoppe. Fratrædelsen træder i kraft ved udgangen af april 2021.
Det er blevet tid nye udfordringer og oplevelser for direktør for Spil Dansk, Ricco Victor. Han har gennem årene udviklet Spil Dansk fra den oprindelige én-dags musikbegivenhed til at Spil Dansk nu er en markant aktør og en moderne institution i det brede, danske kulturliv.
TAK TIL EN INSPIRATOR
“På vegne af bestyrelsen i Foreningen Spil Dansk, vil jeg gerne sende en hjertevarm tak til Ricco. Vi har haft et forbilledligt samarbejde i alle årene, og han vil klart blive savnet. Men vi respekterer fuldt ud hans ønske om, at han nu selv ønsker at prøve noget nyt. Samtidig glæder vi os over, at han – når han stopper på Spil Dansk i slutningen af april – fortsætter nogle måneder efter, som leder af vores store ALSANG-projekt,” siger Jørgen Thorup, som er formand for Spil Dansk. Han fortsætter:
”Jeg har været formand i alle de år, hvor Spil Dansk har været en selvejende forening. Så jeg har ugentligt, og i perioder også dagligt, haft et tæt samarbejde med Ricco. Det har været inspirerende, tempofyldt og med en overvældende idé-rigdom. Ricco har et passioneret drive og han er en dygtig motivator, der skaber sammenhold. Han er især lykkedes flot med at samle og involvere det brede danske musik- og kulturliv: Spil Dansk er virkelig blevet en institution og en begivenhed, som er bredt kendt og elsket, og med opbakning over hele landet. Når Ricco har været på tur til kommunerne og på besøg hos samarbejdspartnere, er det altid lykkedes at få flere til at engagere sig i Spil Dansk,” siger Jørgen Thorup.
FARVEL TIL ET HJERTEBARN
Ricco Victor fortæller om sin beslutning:
“Jeg har selv valgt at stoppe efter næsten 13 år i spidsen for Spil Dansk. Jeg startede i 2008, så jeg har ikke været med til at opfinde Spil Dansk tilbage i 2001. Men Spil Dansk har i alle årene været mit hjertebarn. Det er derfor også vemodigt, at jeg stopper. Og det har været en svær beslutning for mig at tage. Men jeg har simpelthen en glubsk appetit på nu at skulle prøve noget nyt og noget andet end Spil Dansk.”
”Jeg har lært utrolig meget gennem alle årene. Spil Dansk har været en stor del af mit liv og min identitet, og arbejdet har givet mig suveræne oplevelser i mødet med masser af inspirerende mennesker. Jeg har mødt alt fra den passionerede musiklærer over en række kulturministre til vækstlagsmusikerne og toppen af poppen. Og så har det været min dagligdag at være i kontakt med musikbranchens organisationer, alskens civilsamfundsorganisationer, medier, fonde og politikere. Jeg er ikke selv komponist eller dirigent, men ofte har jobbet også været at komponere kulturprojekter og derefter dirigere og samle folk omkring det.
Det har været en kæmpe gave, at jeg har kunnet være med til at præge udviklingen af Spil Dansk. Da jeg startede i 2008 hed det Spil Dansk Dagen. Nu varer Spil Dansk en hel uge, og der er mange store Spil Dansk-projekter, som foregår på andre tidspunkter af året, blandt andet har vi i otte år været initiativtager til Topmøde i dansk musikliv.
Spil Dansk har i 20 år arbejdet med at få folk til at synge sammen, hvilket vi også kan være stolte af er lykkedes. Men frem for alt er jeg glad for og stolt af, at Spil Dansk har flyttet sig fra at være en én-dags festival til at være en vigtig institution i et bredt, dansk kulturliv.”
”Jeg vil gerne sende en kæmpe tak til alle de mange passionerede mennesker, som gennem årene har bakket op om, samarbejdet med og støttet Spil Dansk. En særlig tak til de top-engagerede musikmennesker ude i hele landet, i kommunerne, og arrangører af enhver art. En stor tak også til alle de kunstnere, som har medvirket i et hav af forskelligartede projekter. Uden jer, ingen Spil Dansk. Og en helt særlig tak til min bestyrelse for at give mig plads i jobbet som direktøren for det hele. Sidst, men ikke mindst, havde jeg ikke kunnet løfte Spil Dansk, hvis ikke de var for de dygtige og engagerede medarbejdere, som vi har – og som har været – ansat på Spil Dansk sekretariatet!”
”Nu glæder jeg mig til at, at jeg i nogle få måneder endnu skal afrunde min ansættelse på Spil Dansk, for derefter at bruge nogle måneder på at afvikle det kæmpestore ALSANG-projekt. Samtidig bliver der mere tid til at søge nye udfordringer og også mere tid til familien derhjemme i vores nye hus,” siger Ricco Victor.
SPIL DANSK 2021 ER I STØBESKEEN
Spil Dansk Ugen 2021 ligger som altid i uge 44. Sæt derfor allerede kryds nu i kalenderen for 1.- 7. november 2021, hvor hele Danmarks musikliv for 21. år i træk samles i en fejring af musikken og musiklivet.
Jørgen Thorup, formand for Spil Dansk, siger:
“Det er mere end nogensinde før vigtigt med Spil Dansk. I en tid med corona er kulturlivet virkelig udfordret. Samtidig er det kunsten, oplevelserne og ikke mindst musikken, som kan samle os. Det kan den gøre i radio, på tv, men i allerhøjeste grad også live.”
”Vi har et stort håb om, at samfundet er genåbnet meget mere til efteråret. Så når vi rammer uge 44, vil Spil Dansk Ugen igen være den største kulturbegivenhed på tværs af alle skel i hele Danmark. Vi står på et stærkt fundament, der er vilje og opbakning både lokalt og ikke mindst fra DR, og vi ved, at folk hungrer efter de samlende musikoplevelser. Derfor ser vi frem til endnu et rigtig godt år med Spil Dansk,” siger Jørgen Thorup.