Som optakt til Spil Dansk-ugen spiller Lystrup Kirkes organist, Lars Nabe-Nielsen, værker af en række danske komponister.
Centralt står Carl Nielsens eneste store orgelkomposition Commotio. Dette værk blev færdiggjort i 1931 — samme år, som Carl Nielsen døde.
Carl Nielsen skriver et sted, at Commotio er et forsøg på at genopbygge den eneste virkelige orgelstil, nemlig den polyfone, som passer specielt for orglet. Denne stil var særligt fremherskende i barokken, hvor især Johann Sebastian Bach i sine fugaer demonstrerede et mesterskab, som nok aldrig er overgået.
Dog var langtfra alle Carl Nielsens komponistkolleger enige i, at den polyfone stil var den eneste rigtige orgelstil.
Det vil man kunne høre ved koncerten, som ud over Commotio af Carl Nielsen rummer værker af Otto Malling, Niels W. Gade, Rued Langgaard og Einar Trærup Sark.