Hvert år fejres musikken i hele landet i én uge. Det sker i Spil Dansk Ugen i uge 44. I hele ugen rettes fokus mod værdien og vigtigheden af en levende og dynamisk musikkultur i Danmark, og i Slagelse er vi selvfølgelig også med – for her er musikkulturen levende, ikke kun i uge 44 men i alle årets uger!
På Spil Dansk-dagen torsdag d. 1. november fylder vi kommunens biblioteker med sød musik fra Slagelse Musikskoles elever. Mellem lån af alt fra bøger og tidsskrifter til cd’er og DVD-film kan du lytte til skønne festlige toner fra Kunsttalentklassernes musiklinje – den helt særlige talentklasse fra Skælskør Skole.
Med kendte pop-numre bliver der sat gang i din tur på biblioteket – og hvem ved, måske ender du med at nynne med på et nummer eller to, mens du ‘bibber’ dine bøger ind! Koncerten starter kl. 16:00 – og der er selvfølgelig fri entré.