Sankt Annæ Pigekor og Sankt Annæ Gymnasiums Kammerkor gennemfører i efteråret 2018 et fælles koncertprojekt i Spil Dansk-ugen, bl.a. med et helt nyt værk for trestemmigt pigekor og otte-stemmigt blandet kor af Flemming Windekilde; Der Abend. Kompositionen tager udgangspunkt i Schillers digt af samme navn. Desuden opføres Windekildes Il Cantico delle Creature (den hellige Frans af Assisis Solsang), hvor der indgår slagtøj, samt danske korsatser og fællessange.
Begge kor hører begge hjemme på Sankt Annæ Gymnasium, og er blandt landets bedste ungdomskor.
Sankt Annæ Pigekor har H.K.H. Prinsesse Benedikte som protektor, og har vundet adskillige guldpriser til Internationale konkurrencer, senest ved den Internationale Robert Schumann korkonkurrence 2018 i Zwickau.
Gymnasiekammerkoret består af ca. 30 af Sankt Annæ Gymnasiums dygtigste sangere, og synger koncerter på et højt niveau, senest har de opført Distlers Totentanz i Mariakirken i Lübeck og på Kulturnatten i København.
Sankt Annæ Pigekor dirigeres af Anne Marie Granau.
Sankt Annæ Gymnasiums Kammerkor dirigeres af Flemming Windekilde.