Kulturfest Møn byder på en intim solokoncert med Carl Emil Petersen, som vi kender fra bandet Ulige Numre og som solist og sangskriver med en række gode hits med sig i (guitar)tasken.
På det seneste har vi kunnet opleve Carl Emil i TV-programmet Toppen af Poppen på TV2, hvor han har fortolket andres sange, og de andre sangskrivere har fortolket hans sange.
Nu skal vi høre ham live på Møn. Til koncerten i Mønshallerne får Ulige Numre-klassikere som sangene “Frit Land”, “Halvnøgen” og “København” selskab af en håndfuld nye sange, der skal prøves af på scenen.
Carl Emil skriver:
“Det sidste års tid har jeg skrevet en håndfuld nye sange, som skal blive til mit næste album. Jeg synes, det kunne være sjovt at give chancen for at høre dem helt rå og nedbarberede, inden de bliver udsendt. Derfor spiller jeg et par af mine akustiske solo-koncerter til efteråret i de små sale på landets musikteatre, biografer og spillesteder”.
Carl Emil udgiver den 1. november et nyt album med titlen ‘Amager Forbrænding’, lyt til en smagsprøve her: www.facebook.com/CarlEmilPetersen/videos/2390767271177634/
Carl Emil Petersen debuterede den 5. oktober 2017 med sit første soloalbum, ”Natradio”.
Politikens musikanmelder Kim Skotte gav albummet fem hjerter og skrev blandt andet: “En ung mand har forladt sit band og sejler romantisk sin egen sø. Uden fast havn driver han nu rundt i en tilstand, som er nogenlunde lige betuttet, beslutsom og euforisk. Ikke noget dårligt sted at befinde sig for en sangskriver, der er lige så ung, som han er gammelklog. En rastløs romantiker med begge ben på jordens gyngende grund.”
Køb billet til Kulturfest Møn og koncerten med Carl Emil Petersen her: www.place2book.com/da/sw2/sales/58v6tbthmt
(Foto: Søren Solkær)