Nivaagaards Malerisamling støtter Spil Dansk Ugen og åbner dørene til en varm og poetisk viseforestilling over Benny Andersens kendte og elskede tekster. Det er visesanger Allan Høier og guitarist Erik Axel Wessberg, der fremfører cabareten ’BENNY – Livet er ikke det værste man har’ i Søjlesalen.
Cabareten er bygget op om Benny Andersens liv og karriere – fortalt gennem hans egne erindringer, prosa og digte. ’BENNY – Livet er ikke det værste man har’ er en varm, poetisk og livsbekræftende forestilling, der tegner et rigt billede af digteren, komponisten og personen, der blev Danmarks nationaldigter. Med de mange farver og nuancer, som fyldte hans liv – de lyse og mørke, milde og vilde.
Allan Høier formidler historien og fremfører en perlerække af Benny Andersens digte og viser, stemningsfuldt akkompagneret af Erik Axel Wessberg. Blandt nogle af viserne, der vil fylde Søjlesalen, kan nævnes Svantes lykkelige dag, Rosalina, Verdensborger i Danmark, Hymne til skørheden, Lille sang til Nina, Svantes drikkevise, Bjørnen vågner, Vennesang, Barndommens land, Hilsen til forårssolen, Svantes svanesang, Go’ nu nat og Tidseltango.
Der er gratis adgang til cabareten, som afholdes i anledning af Spil Dansk Ugen. For adgang til museets udstillinger skal der betales entre.