Tit er jeg glad

”Tit er jeg glad” stod oprindeligt under titlen ”Bekjendelser” i B. S. Ingemanns første lyriske værk, Digte, der udkom i 1811-12. Ingemann var på dette tidspunkt ganske ung, kun 22-23 år. Teksten taler sit eget tydelige sprog om den sindsstemning og uro, digterjeget gennemgår. Digtet taler til et alment vilkår i menneskelivet: At være splittet i sine følelser og have behov for at vise dem – men samtidig være angst for at blotte sig. Det er et digt, der kan vække genkendelse uanset hvilken livsfase, man befinder sig i. Fra ungdommens usikkerhed til voksenlivets forpligtelser, tab og sorg. Budskabet om at man kan være, som man er, hos den man elsker, kan mildne og trøste eller gøre længslen endnu større.