STÆRKE SUCCESHISTORIER # 3: ROSKILDE KOMMUNE MELDES HELT SPILLEKLAR TIL SPIL DANSK UGEN 2021
Inspiration og gode ideer fra Jacob Heide Madsen, som er med i den lokale Spil Dansk styregruppe i Roskilde Kommune (pressefoto).
Roskilde er et godt bud på musikkens hovedstad i Danmark. Kommunen er også helt i top, når det gælder om at eksponere dansk musik i Spil Dansk Ugen. Roskilde er blandt de mest dynamiske og nytænkende Spil Dansk Kommuner, og har været med i fejringen siden 2013. Vi har talt med Jacob Heide Madsen fra deres Spil Dansk styregruppe. Ifølge ham indeholder den lokale succesopskrift følgende ingredienser: Bredt samarbejde, eksperimenter og dokumentation.
LÆS FLERE STÆRKE SUCCESHISTORIER.
Jacob Heide Madsen mener, at Spil Dansk Ugen tilbyder en fantastisk ramme, der indbyder til nyskabende samarbejder mellem f.eks. virksomheder og kulturliv. Han mærker en bred opbakning til musikugen og får gode tilbagemeldinger fra lokale arrangører og publikum.
Udover at stå i spidsen for Spil Dansk styregruppen i Roskilde Kommune, er han til daglig adm. leder af Sangkraftcentret Roskilde Synger – og projektleder i Sangens Hus.
1. I ER BLANDT DE FØRENDE KOMMUNER, NÅR DET GÆLDER OM AT PRÆSENTERE EN NYSKABENDE TILGANG TIL SPIL DANSK UGEN. VED DE FLESTE BORGERE I ROSKILDE KOMMUNE EFTERHÅNDEN, HVAD SPIL DANSK UGEN ER?
”Det håber jeg. Vi gør en stor indsats for at præsentere en rigtig god musikuge. Men det er også vigtigt at få budskabet ud om, at der sker en masse. Effektiv markedsføring er afgørende. Vi opsætter fysiske plakater, og vi benytter digitale reklamer i busser og ved holdepladser.”
“Vi markerer os samtidig en del på sociale medier, og vi gør meget ud af at dokumentere Spil Dansk Ugen. Bl.a. med et videosammenklip af ugens begivenheder udarbejdet af en professionel.”
“Det er meget vigtigt at synliggøre de resultater, vi opnår. Ligesom vi prøver at gøre det klart for publikum til de enkelte arrangementer, at det, de oplever, er en del af den landsdækkende fejring af Spil Dansk Ugen.”
2. EN RUNDSPØRGE FRA SPIL DANSK HAR NETOP VIST, AT DER ER MASSIV LOKALPOLITISK OPBAKNING TIL MUSIKLIVET. ER DER OGSÅ POLITISK VELVILJE OVERFOR MUSIKLIVET I ROSKILDE?
”Ja, bestemt. Kommunen har endda en decideret strategi på området: Målet er at være en af de førende musikbyer. Det er ikke kun snak, for der følger penge med. Som eksempel kan alle søge om midler fra en særlig pulje, hvis man har et projekt, man vil søsætte i Spil Dansk Ugen.”
”Den politiske velvilje gør det muligt at afprøve nye idéer og tage chancer. Jeg læste, at Claus Larsen (A), formand for kultur- og idrætsudvalget i Roskilde Kommune, er villig til at skrue op for støtten til musiklivet. Det, synes jeg, er utrolig positivt.”
“Jeg ved ikke, om valgløfterne holder i de enkelte kommuner. Men jeg har faktisk tiltro til, at lokalpolitikerne i Roskilde vil fortsætte den gode opbakning til musiklivet. For et par år siden viste en undersøgelse, at Roskilde er i top 5 blandt kommuner, der bruger flest penge på kultur. De penge er givet godt ud, for et rigt og levende kulturliv gavner bosætningen i en kommune.”
NB: Spørgsmålet henviser til Spil Dansks rundspørge fra den 4. oktober 2021 “Dit Musikvalg“.
3. HVAD ER DET ISÆR, SPIL DANSK UGEN KAN I ROSKILDE?
”Musikugen er afsæt for eksperimenterende arrangementer, hvor vi ser overraskende partnerskaber. Ugen skaber også samarbejde på tværs af kommunen. Som når vi har inddraget Erhvervsforum Roskilde eller et museum.”
“Den slags vil vi gerne lave mere af fremover. Det kan sprede glæde, gejst og god energi, når musikere spiller i en frokostpause i en virksomhed – eller når korsangere fra musikskolen optræder ret uformelt på skoler eller for medarbejdere på rådhuset. Det er noget, der virker.”
”Spil Dansk Ugen i Roskilde kommer til at rumme 20-25 arrangementer i år. Det skal nok blive festligt og spændende. Men corona-året sætter sit præg på fejringen. Rigtig mange kulturbegivenheder blev jo aflyst sidste år, og det skal indhentes. Derfor har en del af vores samarbejdspartnere rigtig travlt med at afvikle egne projekter. Så i styregruppen forventer vi lidt færre programpunkter i år. “
“Men kvaliteten er høj, bl.a. takket være de musikprojekter fra Kommunepakken, vi har købt af foreningen Spil Dansk. Vi er rigtig godt tilfredse med pakken, og vi har ingen problemer med at afsætte arrangementerne. Vi får også gode tilbagemeldinger fra aftagerne, som f.eks. er skoler,” fortæller Jacob Heide Madsen.
OM DE “STÆRKE SUCCESHISTORIER” FRA VORES SPIL DANSK KOMMUNER:
Det vrimler altid med gode idéer og tiltag ude i vores Spil Dansk Kommuner.
I denne serie af fire mini-interviews samler vi op på kommuner, der bidrager med en ekstraordinær lokal indsats og lykkes med nytænkning. De engagerede tovholdere fra de lokale Spil Dansk styregrupper giver erfaringer videre til andre Spil Dansk-ildsjæle.
FAKTA: 10 OM SPIL DANSK UGEN 2021
1. Spil Dansk Ugen 2021 fejres over hele landet mandag til søndag den 1.-7. november.
2. Spil Dansk Ugen foregår altid i uge 44 og er en landsdækkende fejring af danskproduceret musik og -musikliv.
3. Spil Dansk Ugen er Danmarks største musikbegivenhed i kraft af bredden, mangfoldigheden og det landsdækkende kommunenetværk.
4. Der er mere end 1.000 arrangementer over hele landet i løbet af ugen, og der sker noget overalt: På spillesteder, kulturhuse, biblioteker, skoler, kirker, museer, ungdomsuddannelser, aktivitetscentre, bosteder, plejehjem, sygehuse, virksomheder og mange andre lokationer.
5. Foreningen Spil Dansk samarbejder i 2021 med 25 kommuner, der har engageret sig som “Spil Dansk Kommuner”. De bidrager med en ekstraordinær lokal indsats i Spil Dansk Ugen.
6. Mere end 600+ Spil Dansk Kunstnere har tilmeldt sig i år, listen tæller musikere, sangskrivere, komponister, lydkunstnere, sangere, tekstforfattere, producere m.fl.
7. DR har været på bølgelængde med Spil Dansk siden begyndelsen, og hovedparten af DR’s radiokanaler spiller på skift en dag i Spil Dansk Ugen 2021 lutter dansk musik.
8. Musikere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
9. Spil Dansk har været fast indslag i den hjemlige kulturkalender siden 2001. Først som Spil Dansk Dagen, og siden 2014 som Spil Dansk Ugen.
10. Spil Dansk Kalenderen samler alle arrangementer i forbindelse med Spil Dansk Ugen 2021. Læs mere og opret arrangementer på spildansk.dk.
Spil Dansk arbejder med hele musiklivet for at styrke danskproduceret musik:
– Vi skaber professionelle netværk mellem musikorganisationer, landets kommuner, lokale musikarrangører og DR.
– Vi samler hvert år befolkningen i fejring af Spil Dansk Ugen – Danmarks største musikbegivenhed: Altid i uge 44!