Lolland er Årets Spil Dansk Kommune 2016
Med hædersprisen som ’Årets Spil Dansk Kommune 2016’ følger 10.000 kr., som skal bruges til nye tiltag, der skaber udvikling i det lokale musikliv.
Spil Dansk Ugen var igen Danmarks største musikbegivenhed sidste år. Med i alt 1.402 arrangementer gav musikken genlyd i samtlige 98 kommuner under hele uge 44.
Lolland Kommune – som var en af de 23 Spil Dansk Kommuner – udmærkede sig på en hel særlig måde. De initiativrige kulturmedarbejdere fra især kommunen og musikskolen, løftede en lang række musikarrangementer i samarbejde med lokale arrangører. Nu hædres kommunen og de lokale arrangører for deres forbilledlige indsats med at involvere det lokale musikliv i Spil Dansk.
PRISOVERRÆKKELSE MED MUSIK OG TALER
Kommunens indsats torsdag den 23. februar, hvor direktør for Spil Dansk, Ricco Victor, vil overrække prisen på 10.000 kr. Hæderen går til hele Lolland Kommune, og pengene tildeles det lokale projekt Lolland synger, som ønsker at lave et korprojekt med deltagelse af både voksen-og børnekor, der mødes om et nyskrevet værk.
Ud over Ricco Victor vil der være taler fra formanden fra Fritids- og Kulturudvalget, Heino Knudsen, Musikskoleleder, Karina Fredensborg og koncert / fællessang med bl.a. Drumline og andre Spil Dansk deltagere. Prisoverrækkelsen foregår i Musikhuset, Østre Landevej 6, 4930 Maribo.
LOLLAND KOMMUNES MUSIKKULTURELLE CRESCENDO
Lolland har været Spil Dansk kommune siden 2013. Hvert år er engagementet og samarbejdet med Spil Dansk gradvist vokset i styrke. Dette musikkulturelle crescendo kan ses i volumen af arrangementerne, den brede involvering af det lokale musikliv samt udbredelsen til nye publikummer.
Ricco Victor, direktør for Spil Dansk, begrunder valget af Lolland Kommune:
”I fire år har Lolland været en særdeles aktiv Spil Dansk Kommune, og vi mærker en smittende begejstring fra de passionerede folk, vi samarbejder med. Når man brænder for musikken, så tænder man også andres lyst til at deltage. Og det ses tydeligt – i form af de mange vellykkede Spil Dansk arrangementer – at man er lykkedes med at involvere lokale amatører og professionelle. Lolland Kommune har fået maksimalt ud af de mange arrangementer i Spil Dansk kommunepakken, og vi glæder os til at bygge videre på det gode samarbejde. Lolland har nemlig sat Spil Dansk på den kommunale finanslov, så det lover godt for de næste års fokus på den danskproducerede musik og mulighederne for det lokale musikliv”.
ENDNU MERE SPIL DANSK DE NÆSTE 3 ÅR
Men ingen bremseklodser slås i her. Kommunen har allerede besluttet, at de ønsker at fortsætte som Spil Dansk Kommune de næste 3 år, og dermed tilbyde endnu flere musikarrangementer til børn, unge og voksne.
Kultur- og fritidskonsulent ved Lolland Kommune, Louise Boye Moe, udtaler:
Det har været en fornøjelse at arbejde med Spil Dansk styregruppen og se konceptet blomstre lokalt. Kompetente kræfter har arbejdet på højtryk og har forstået at netværke og udbygge Spil Dansk konceptet, så der har været ”noget for alle”. Jeg er glad for, at man med de netop afsatte midler kan sikre en fortsat udvikling af den lokale Spil Dansk festival.
Louise Boye Moe bakkes op af Heino Knudsen, kulturudvalgsformand (S), der supplerer:
” Jeg er som formand for Fritids-og Kulturudvalget stolt af den udvikling, som Spil Dansk konceptet har gennemgået i de sidste 3 år, hvor etablerede og frivillige kræfter i kommunen er gået sammen om at skabe en lollandsk musikfestival, hvor borgere, unge som ældre, har fået gode oplevelser med dansk musik, hvad enten der er tale om koncertoplevelser eller workshopforløb med mulighed for at udfolde eget talent. Vores lokale Spil Dansk festival understøtter i den grad Kultur-og Fritidspolitikkens ambition om aktiv borgerdeltagelse -og inddragelse, og så er dansk musik en vigtig del af vores kulturhistoriske arv, som vi bør værne om og give videre til kommende generationer. Jeg glæder mig til at følge den fremtidige udvikling af den lollandske Spil Dansk festival, og de arrangementer der følger til glæde for borgerne i Lolland Kommune.
PRISOVERRÆKKELSE – ’Årets Spil Dansk Kommune 2016’:
- Torsdag den 23. Februar kl. 15:00-17:00
- Musikhuset, Østre Landevej 6, 4930 Maribo.
KONTAKT
- Ricco Victor, direktør Spil Dansk: (+45) 20 46 79 13 / ricco@spildansk.dk.
- Louise Boye Moe, Kultur- og fritidskonsulent Lolland Kommune: (+45) 20 30 79 75 / lobmo@lolland.dk.
OM SPIL DANSK
Spil Dansk er musiklivets festuge og Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed. Her sker noget overalt: På skoler, sygehuse, spillesteder, virksomheder, biblioteker, kirker og kulturhuse. Kunstnere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle. En lang række radiostationer, bl.a. alle DR’s radiokanaler, spiller lutter dansk musik under Spil Dansk i uge 44. Spil Dansk-foreningens ejerkreds består af: Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Koda og Danske Populær Autorer.