JEANETTE VARBERG
– Museumsinspektør & Arkæolog –
Læs en række andre kulturpersonligheder og musikeres mening om fællessang.
Spm. 1: Nævn en dansk fællesang, som knytter sig til en særlig oplevelse i dit liv.
Jeg har mange oplevelser med sang, men jeg husker især musiktimerne i 4. eller 5. Klasse. Det var i slut firserne og vi sang for fuld hals. Hårene rejste sig på armene, når vi brølede med på Kim Larsens Jutlandia, og pludselig gik det op for mig, at det vi sang om virkeligt var sket, at et hospitalsskib havde sejlet til Korea og unge kvinder hjalp faldne soldater. Historien ramte mig dobbelt fordi vi sang den sammen.
Spm. 2: Hvad kan vi bruge fællessang til i dag?
Jeg elsker at synge sammen med andre. Jeg har aldrig haft den store stemme, men den sammenhørighed, der opstår når mange stemmer fletter sig ind i hinanden er magisk. For mig er teksten lige så vigtig som musikken, for gennem teksten bliver vigtige historier fortalt. Musikken og sangen er nemlig en måde, hvorpå vi kan mindes vores fælles historie og bygge bro til vores rødder. Det er en ældgammel skik, som er lige så gammel som menneskeheden selv og alligevel aktuel som aldrig før.