Gakkede sange fra Roskilde – på Gimle
Musikkollektivet Tikke Takke afholder i løbet af efteråret workshops i sangskrivning og historiefortælling med børnehuse i Roskilde sammen med Roskilde Kulturskole. Børnene, der selv er med til at skrive sangene, gæsteoptræder med Tikke Takke orkesteret, når de spiller koncert på Gimle for børnehuse fra hele Roskilde. Koncerten er en del af Spil Dansk ugen.
Tikke Takke er et samarbejde mellem musiker/komponist Andreas Ugorskij og historiefortæller Hans Laurens. Andreas og Hans har en fest, når de digter sange og fortællinger med hundredevis af børn. I 2019 havde de første børnehuse i Roskilde besøg af de to kunstnere og sluttede af med et kæmpe brag af en koncert på Gimle, og nu er turen kommet til endnu flere børn fra Roskilde, når der bliver digtet om alt fra venskaber og hverdag til de mærkelige voksne sammen med de to kunstnere i løbet af ugerne op til dagens koncert.
Tikke Takke Bandet er et hold bestående af de sejeste professionelle musikere inden for jazz, world og pop.
Lyt til Krabben Ken her.
Andreas Ugorskij: guitar og vokal, Hans Laurens: vokal, Nana Schwartzlose: vokal, Peter Stavrum: perkussion, Andreas Møllerhøj: bas, Søren Jensen: Trommer
Koncerten er støttet af Koda Kultur.