Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Symfonisk champagnegalop 20 meter under jorden

31. oktober 2017 kl 9:00 - 10:00

Orkester lader propperne springe for metro-mødet mellem København og Frederiksberg – og for åbningen af Spil Dansk Ugen.

Danmarks største musikbegivenhed, Spil Dansk Ugen, finder sted 30. oktober til 5. november, og et af de spektakulære åbningsarrangementer foregår 20 meter under jorden i den ufærdige metrostation Nørrebros Runddel i København.

Tirsdag den 31. oktober kl. 9 spiller symfoniorkestret COPENHAGEN PHIL en kort koncert for metroarbejderne og for en gruppe inviterede vip-gæster. Blandt andre Carl Christian Ebbesen (kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune / DF) og borgmester i Frederiksberg Kommune, Jørgen Glenthøj (Kons.).

Koncerten markerer både den styrkede forbindelse mellem Frederiksberg og Københavns Kommune, åbningen af Spil Dansk Ugen og et møde mellem det danske og det internationale: Metroarbejderne, der knokler med at forene hovedstadens bydele, kommer nemlig fra lande som Rumænien, Italien og Polen. Nu samles de omkring en eksklusiv koncert med ærke-dansk musikrepertoire. Copenhagen Phil spiller H.C. Lumbyes festlige ”Københavns jernbanedampgalop” og ”Champagnegalop”. Og Carl Nielsens musik til ” Jens Vejmand”.

MUSIKKENS GENVEJ

Daniele Cascianelli, direktør i Copenhagen Metro Team, Salini Impregilo Group, siger:
Vi er glade for at åbne vores pladser op og styrke forbindelsen til de folk, der i flere år har været med til at gøre den nye metro mulig. Samtidig er vi som hovedentreprenør på metrobyggeriet glade for samarbejdet med Spil Dansk og det gode initiativ. Og så synes vi, at musik er et af de bedste sprog, for det kender ingen grænser,” siger Daniele Cascianelli.

Ricco Victor, direktør for Spil Dansk, fortæller:
Med begivenheden får vi virkelig musikken derhen, hvor den aldrig har været før. Det samme er en del af missionen med Spil Dansk. Vi sørger for, at den danske musik når ud i hver en afkrog af landet i løbet af den festlige Spil Dansk Uge. Musikken skaber samhørighed og fællesskab mellem mennesker, og med undergrundskoncerten vil vi illustrere, hvordan tonerne kan skabe direkte genvej mellem mennesker. Projektet kan også ses som et vink om, at den klassiske musik gerne må komme ud i overraskende og folkelige rammer – og mere ud af sin komfortzone,” siger Ricco Victor.

Metrokoncerten arrangeres i et samarbejde mellem Spil Dansk, Copenhagen Phil, metro-entreprenøren CMT – Copenhagen Metro Team, Salini Impregilo Group og bygherren, Metroselskabet.

Da der er tale om et meget begrænset areal på en arbejdsplads med skærpede sikkerhedsforhold, er koncerten forbeholdt metroarbejderne og en mindre gruppe af gæster og presse.

KONTAKT

Ricco Victor, direktør for Spil Dansk: (+45) 2046 7913 / ricco[a]spildansk.dk.

Detaljer

Dato:
31. oktober 2017
Tidspunkt:
9:00 - 10:00

Arrangør

Spil Dansk
E-mail
info@spildansk.dk
Se Arrangør hjemmeside

Sted

Den ufærdige metrostation
Nørrebros Runddel København Danmark + Google Maps