Traditionen tro er det sangeren og sangskriveren Bente Kure, der står for tilrettelæggelsen af årets SpilDanskAften med fællessang og koncert i det hyggelige Domus Felix i Lejre.
I år har Bente som gæst inviteret den karismatiske sanger og sangskriver Hanne Methling. Hendes tekster er billedskabende digte og historier med en klar fornemmelse for menneskets forbundethed med naturen, og med en urkraft i sit store stemmeregister blander hun det nordiske udtryk med det orientalske. Ligeledes er rytmerne i hendes guitar-akkompagnement eksotiske og spændende. De seneste år har hun koncentreret sin sangskrivning om at fortælle hvordan hvordan livet levedes i stenalderen. Bjergtagende har det været at sidde i en række af landets jættestuer de sidste tre somre og næsten filmisk opleve ritualerne, arbejdsprocesserne og livet blandt vore forfædre gennem hendes sange. Og nu er muligheden altså for at sidde under lidt mere komfortable forhold og få denne gave.
Bente selv har nu i snart 35 år sunget professionelt i visetraditionens navn. Hun har sammen med Leif Ernstsen udgivet 13 CD’er, og har især det sidste årti udviklet sit sangskrivertalent stort. Hun var i 2015 nomineret som “Årets sangskriver” ved DMA-folk. Vi kender hende som en nærværende og intens troubadour med tekster som vedkommer og en stemme som rører. Og uanset hvor seriøse emner hun behandler, går man altid hjem fra hendes koncerter med et smil på læben og et opløftet sind – og måske lidt klogere på et par ting i livet.
Så også i år vil man gå besunget, beriget og musikalsk højt løftet hjem fra Spil Dansk-koncert i det hyggelige Domus Felix, hvis man denne aften vælger husaltret fra og opsøger den varme oplevelse, som kun levende musik kan give – det sker nu og hér og er altid unikt.