D. 31 oktober kl. 17 er Galleri PM Kunst vært for en Spil Dansk koncert med Skt. Andreas Kirkes Pigekor, der vil synge danske sange. PM Kunst har i samme anledning udstillingen “Hjemstavn”.
Skt. Andreas Kirkes Pigekor består af ca. 18 sangere i alderen 12-26 år. De fungerer som gudstjenestekor i Skt. Andreas Kirke – dvs. at koret medvirker ved alle søndagsgudstjenester og helligdage i kirken. Derudover synger koret to koncerter i egen kirke årligt – en julekoncert og en forårskoncert.
Ved Spil Dansk-koncerten synger Skt. Andreas Pigekor bl.a. I Danmark er jeg født med tekst af H. C. Andersen, Lyse nætter af Alberte Winding, Se, nu stiger solen af Jakob Knudsen og Som markens blomst henvisner fage med melodi af Niels W. Gade.
Spil Dansk er musiklivets festuge, der altid foregår i uge 44. Siden 2001 har Spil Dansk været Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed af arrangementer. Turbinen, Randers Bibliotek, Randers Kommune og Randers Eventsekretariat er lokale arrangører. Det sker i samarbejde med blandt andre lokale bands, musikkorps, -ensembler og -kor. Målet er blandt andet at skabe glæde og øge kendskabet til musik med dansk afsæt – herunder udfolde musikken i nye og anderledes rammer.