Den anmelderroste trio Dissing & Las har givet Jakob Martin Strids ny-klassiker ”Min mormors gebis” en lydside i tråd med bogens anarkistiske appel til både børn og voksne, så nu kan Strids elskede børnerim nydes både på album og opleves live til familie-koncerter for børn og deres voksne – og det sker i Spil Dansk-ugen i Slagelse Musikhus!
Der er frække numre, eftertænksomme numre og numre spækket med detaljer og finurlige reallyde. Dissing & Las ”Min mormors gebis”, er en musikalsk fortolkning af Jakob Martin Strids bestseller-børnebog af samme navn. En bog, der har solgt 37.000 fysiske eksemplarer. Og fordi bogen sprudler, gør trioen det samme og spænder fra folk og rock over reggae til rendyrket pop.
Jonas Dissing fortæller: “Kigger man på bogens tegninger, bliver man let inspireret til at flippe ud i alle mulige retninger. Og vi har ladet os rive med. En del børneplader lyder lidt som om, de er tilpasset at skulle køre i baggrunden uden at genere nogen. Men vi har ønsket at nå dertil, hvor det blev en fælles oplevelse for børn og voksne, ligesom bogen. Vi har tænkt: ’Hvad ville Jakob synes om det her?’ Sangene skulle have noget af hans anarki, så det er blevet et børnealbum med lidt horn i panden”.
Samarbejdets startede, da Jakob Martin Strid over hals og hoved bad trioen om at sætte musik til en tekst i forbindelse med, at han fik Kronprinsparrets Kulturpris. Dissing & Las lavede ’Grønlands is’, og alle var så glade for resultatet, at samarbejdet blev udvidet til at omfatte hele den bramfri bog om medisterminister Fister, om et araberkomplot mod en rabarberkompot og om hvaler i Holmens Kanal.
“Vi har alle sammen elsket Strid siden de flabede striber i Politiken. Og ’Min mormors gebis’ har vi en stærk relation til, fordi vi hver især har siddet med den bog sammen med de mennesker, vi elsker højest i verden”, siger Rasmus Dissing.