Mikael Rahbæk Andreasen
Mikael Rahbæk Andreasen har siden 2001 været sangskriver og omdrejningspunkt i musikkollektivet Kloster, der tæller folk fra Danmark, Norge og USA. Klosters seneste album ”Half Dream, Half Epiphany” blev modtaget med begejstring af den danske musikpresse og blev nomineret til årets album af blandt andet Danish Music Awards Folk 2016. Mikael modtog desuden prisen som Årets komponist ved Steppeulven 2016.
I 2015 blev Mikael inviteret til at skrive melodier til den nye nationale sangbog Kirkesangbogen, der udkom i maj i år. I den proces satte Mikael melodi til en salmetekst af Simon Grotrian og blev efterfølgende så begejstret for Grotrians billedrige digtning, at han siden har sat musik til en række af Grotrians digte og salmer.
I februar 2017 tog Mikael til Lemming for at besøge Simon og præsentere ham for melodier til et udvalg af Grotrians tidligere tekster. Disse sange er nu langsomt i tæt samarbejde med Mikkel Elzer ved at at blive indspillet til, hvad der formodentligt bliver Klosters mest ambitiøse album til dato.
Derudover har Mikael hen over sommeren sat musik til en stor del af Grotrians seneste udgivelse Ravnekost og slagere, der udkom i foråret 2017.
Forvent en spartansk og intens solokoncert med ordsammensætninger, man ikke møder andre steder i dansk lyrik og litteratur.
Marie Eline Hansen
Marie Eline Hansen er en ener på den danske sangskriverscene. Hun har spillet og haft musikalske projekter med en lang række bands og kunstnere som Traening, Bleeder Group, Mit Nye Band, Thulebasen m.fl. Hendes solo sange var dog stadig indtil 2016 kun kendt af de få, der fulgte hende på soundcloud. Sange blev lagt op og forsvandt igen hurtigt. I 2016 udkom albummet ’urolige venner’ på vinyl, som hurtigt blev et kult vinyl hit.
I august udgav Marie Eline Hansen “Agnostiske Salmer”. Et album der fortolker selve begrebet ”salme” – stadig med stor respekt for de store salmekomponister som Ingemann, Brorson og Kingo. Sangene på “Agnostiske Salmer” er dog ikke religiøse i kirkelig forstand, men berører emner som organdonation, abort, pædofili, selvmord, mobning, kroppens forfængelighed, ateisme mv. ”Om liv, død, lys, musik og kærlighed” med sangerindes egne ord. Musiksitet Passive/Agressive skrev om albummet:
“Agnostiske salmer” rører med sin umiddelbare tilgang nogle af livets komplekse problemstillinger. Det moderne, irreligiøse menneske savner tit religionernes riter til at håndtere livets naturlige gang, og selvom Hansen hverken har skrevet dåbs-, bryllups-, eller begravelsessange, tilbyder hun alligevel smukke ritualer til livets svære spørgsmål.
Døre kl. 20.00 // Koncert kl. 21.00
Entré:
Forsalg: 50 kr. // 30 kr. for studerende
I døren (såfremt koncerten ikke er udsolgt i forsalg): 70 kr. // Studerende: 50 kr.