Inden længe kan Michael Falch opleves LIVE på Tobaksgaarden igen. Det sker onsdag 3. november 2021 og det bliver i selskab med et af landets allerstærkeste rockbands, DÉT BAND – som til lejligheden forstærket med Signe Svendsen på vokal og guitar, og som altid med brødrene Skjærbæk på hhv. bas og guitar, Peter Dombernowsky på trommer og Mikkel Reumert Damgaard på keyboards.
Det nye album fra Michael Falch, ‘Forår i brystet’, har høstet mange roser hos anmelderne, der er enige om, at Falchen bare bliver ved med at udvikle sig som sanger og sangskriver med producer Lars Skjærbæk ved sin side og et band, der konstant udforsker nyt land.
Nu tager holdet ud for at forvandle gråt 2020 til sitrende efterår med et sæt, der byder på de stærkeste og smukkeste sange fra Falchens karriere, der begyndte i MALURT for over 40 år siden – fra ‘Mød mig i mørket’ til ‘Juble igen som fugle’.
Michael Falch udgiver i 2021 sin nye erindringsbog, ‘Over stregen’, før han igen stiller om til rock. Falch har aldrig været bedre, lyder det alle steder fra, og nu får publikum langt om længe mulighed for at opleve ham sammen med DÉT BAND. Der er dømt gnistrende intensitet og nærvær i særklasse på ‘Forår i brystet’-turen sidst på året.