Det er nu muligt at opleve Marie Key helt alene på scenen. Efter 15 vellykkede solokoncerter i efteråret og vinteren fortsætter Marie Key sin solo tour og byder velkommen til en helt særlig aften i sangskriverens stemningsfulde og humoristiske univers.
Publikum kommer tæt på og får både nye versioner af store sange som “Uden Forsvar” og “Landet” – såvel som helt nye og endnu ikke udgivne sange. Sangene ledsages af humoristiske anekdoter og historier om sangenes tilblivelse.
Marie Key siger selv om sit nye solo format: “Det startede egentlig som et eksperiment med det her solo format. Jeg havde aldrig før optrådt alene på scenen, så jeg vidste ikke, om jeg ville synes om det. Men jeg kan virkelig godt lide det – det er faktisk kommet bag på mig, hvor godt jeg trives i den her meget enkle setting. Det er spændende at få lov at barbere sangene ned. Teksterne træder længere frem og jeg nyder at have god tid til at snakke mellem sangene. Publikum føles også tættere på og det er rart. Jeg varierer i sætlisten hver aften, hvilket giver solokoncerterne en uforudsigelighed, som er sjov og ny for mig.”
Marie Key arbejder for tiden på et nyt album sammen med produceren Andreas Sommer. Dette samarbejde har allerede kastet to sange af sig: Den friske popsang “Tænker på os to” som udkom i september 2019, og den mere afdæmpede soulballade “Lille Insta” som udkom i februar 2020.
Om de kommende solokoncerter siger Marie Key: “Jeg glæder mig til at komme ud og spille igen – det er altid en helt særlig oplevelse at være i et rum sammen med sit publikum – det tænker jeg mere over nu. Der plejer at være en varm og uformel stemning til de her solokoncerter – den glæder jeg mig til at være en del af i igen.”
Forlæng oplevelsen med et besøg i The Raven, der er åben før og efter koncerten.