Grunge, slacker-rock og power-pop-genialiteter er blot nogle af ingredienserne i norske Lazy Queens iørefaldende alt-rock, og med deres seneste ugivelse, Get Home or Die Trying, har de i dén grad manifesteret sig som et af de absolut mest spændende bands på den norske rockscene lige nu. Fang dem på Loppen d. 3. november sammen med de danske avant-art-rockere i Music By Idiots.
Lazy Queen was born in Brooklyn, raised in Oslo, and will never die. Join the wreckage.
Lazy Queen fløj ind på den norske musikscene med de friske rockvinde fra New York, hvor norsk-colombianske Henrik García Søberg fik idéen til bandet, og gennem deres højenergiske og levende live-shows har det Oslo-baserede femkløver lagt sig allerforrest i førerfeltet på den norske indierock-scene.
Lyden fra de rige DIY-traditioner i Brooklyn er tydelig at høre på Lazy Queens ambitiøse og sprudlende udgivelser, hvor bandet ubesværet blander harmoniske og støjende elementer med et godt øre for punk-pop-hooks og melodier, der på fineste vis formidler García Søbergs personlige og relaterbare historier.
I april demonstrerede bandet igen deres overlegne kvaliteter på EP’en, Get Home or Die Trying, som har fået rockkritikere til at spidse øre verden over. Bl.a. skrev det engelske musikmagasin, Louder Than War:
“Raw and melancholic bubblegum punk done wonderfully. Norway’s Lazy Queen are one of the best bands coming out of the country right now”
Du kan altså roligt glæde dig til at opleve et band i topform, når Lazy Queen indtager Loppen d. 3. november og fremviser det bedste fra en spirende, norsk indierock-scene. Samme aften kan du også opleve de danske avant-art-rockband, Music By Idiots.
Music By Idiots er et nutidig og relevant bud på dansk musik fra nu og i fremtid, og koncerten på Loppen bliver bandets første siden den store nedlukning. Til koncerten vil bandet overvejende spille materiale fra deres kommende debutalbum, Tiden Lyver – et dansksproget album med sang titler som “Brutal Ungdom (Borderlinien)”, “Alle har deres eget helvede, skat” og “Kom du her”. Sange, der handler om at leve i denne verden med tynd og hullet hud.
På Tiden Lyver møder du et dybt personligt og vedrørende dansk tekstunivers fra følelsernes overdrev af lyst, kærlighed, desperation og længsel. Musikalsk er Tiden Lyver et snublende kaos, såvel som den store popsang. Fandenivolsk og uden filter i ord og lyd. Glæd dig!