Duoen består af cembalisten Anka Zlateva og accordeonisten Adam Ørvad. En meget usædvanlig kombination af instrumenter, og derfor består en stor del af duoens repertoire af musik, der er skrevet eller bearbejdet direkte til dem.
De to musikere danner også par i hverdagen, og de har netop udgivet CD’en ‘ANYTIME’, hvor også deres datter Gergana Maria Ørvad medvirker som sanger i nogle originale bulgarske folkemelodier, som duoen selv har arrangeret.
Ved denne koncert spiller de sammen alle tre uddrag fra deres nye CD. Det bliver et blandet program med både gammelt og nyt – musik af bl.a. Buxtehude, Bernstein, Axel Borup-Jørgensen, Jexper Holmen og – Hanne Ørvad, som er bedstemor til den unge sangerinde. Så det bliver på mange måder en ægte ‘familiekoncert’!
Der er fri entré.
Koncerten arrangeres af Farum Sogns Koncerter i samarbejde med Spil Dansk i Furesø 2021.