Du kender dem helt sikkert! ‘Den Allersidste Dans’, ‘Forelsket i København’ og ikke mindst ‘Glemmer du’. I anledning af Spil Dansk Ugen inviterer den unge iranske pianist og KulturSkaber, Arash Rad og Telefonfabrikken til matinékoncert i Kulturhuset..
Arash Rad er klassisk uddannet pianist fra musikkonservatoriet i Teheran, Iran. Han er samtidig politisk flygtning og har haft asyl her i landet siden hans flugt tilbage i 2014. De sidste 5 år har Arash arbejdet benhårdt for at få skabt sig et liv og en tilværelse her i Danmark. En vej til dette liv har været gennem musikken, som siden en alder af 14 år og trods hans forældres misbilligelse, har været den helt store fremtidsdrøm. “Jeg har denne drøm om at leve som musiker, fordi jeg oplever så stor glæde og taknemmelighed ved at spille for andre mennesker. Jeg har givet flere koncerter, både på institutioner og ved private begivenheder, og hver gang har det været en stor oplevelse for mig”.
Arash elsker de danske melodier, de danske komponister og de danske sangbøger. I forsøget på at lære dansk var hans første møde med det danske sprog TV-serien, Matador og temasangen var derfor også den første danske sang, han lærte at spille. Han har endda været så heldig, at få lov at spille kompositionen for selveste Lise Nørgaard. Arash fortæller, at musikken sit eget sprog. Om modersmålet er dansk eller iransk, har ingen betydning. Musik er nemlig noget vi deler med hinanden på tværs at nationalister og kulturer.