Mohavi (Nils Harbo)
Mohavi er kunstnernavnet for den danske guitarist og Grammy-nominerede producer Nils Harbo. Mohavis musik er lyden af filmisk instrumentalmusik, futuristisk electronica og støvede westernlandskaber, der blandes med surfguitar, robotstemmer og synthesizere. En unik og personlig blanding af fortid og fremtid, inspireret af både Ennio Morricones filmmusik, klassisk Kraftwerk, Tangerine Dream, Pink Floyd og moderne klubmusik som melodisk house. Mohavi spiller live guitar, der blandes med trommemaskiner og originale instrumenter fra 1970’erne og 80’erne, såsom Roland Juno-106, Roland VP-300 Vocoder og en Roland CR-68 trommemaskine.
Mohavi har udgivet to albums, det nye ”Prelife Memories” er udkommet i foråret 2025. Nils Harbo har med Mohavi skabt sin egen niche med en stil, der af fans er blevet kaldt easy cowboy techno.
Harbos Techpoint Studio er baseret i København, hvor hoveddelene af musikken er indspillet og mixet. Men flere numre stammer fra musik indspillet i Berlin, London og Los Angeles.
Som producer og sangskriver har Nils Harbo været på den danske musikscene i mange år og arbejdet med adskillige danske kunstnere og en håndfuld internationale kunstnere. Som remixer har Harbo arbejdet med DJ’s som Henrik Hjarnø (Jox), Lars Freisig (Nagano All Stars) og remixet (for blot at nævne nogle få) Bob Marley, Gloria Estefan, London Beat og Sarah Brightman. Derudover har danske navne som Safri Duo, Danser med Drenge, Michael Falch, Miami, Sisse, Linn B og Alex Apollo – og selv lokale kunstnere som Østkyst Hustlers, Casper Christensen, Palle Pirat, Birthe Kjær og Infernal har gæstet Harbos studier.I de senere år har Nils Harbo været involveret i musik for Paul Hayward, Inkish, Pearls in Traffic, Earth & Air og Tribox – men nu fokuserer Harbo på Mohavi.
| Spil Dansk Solo | |
|
Americana, Elektronisk, Pop, Cinematisk instrumentalmusik
|
|
|
Seniorer, Unge, Voksne
|
|
| Download pressefoto |
Video
Det kan i forvente
Mohavi leverer behagelig og lækker instrumentalmusik. På en blød baggrund af elektroniske rytmer og synthesizere, skaber Mohavi en magisk stemning med sin guitar, der elegant smyger sig ind imellem den melankolske og cinematiske baggrund. I udvalgte numre synger Mohavi desuden. Og krydrer musikken med små anekdoter og stemningsfulde beretninger om baggrunden for musikken.
Koncerten byder på udvalgt musik fra de to soloalbums “Man and Machine” og ”Prelife Memories”. Sidstnævnte udkom i foråret 2025. Nils Harbo spiller numrene live, med hjælp fra looper og backingtracks. Og overrasker desuden publikum med coverversioner af klassiske numre i mere smooth jazz stil.
Nils Harbo har med Mohavi skabt sin egen sound, der kombinerer det bedste fra flere musikalske verdener.