Egil Bargfeldt – GÆSTEBOG
Egil Bargfeldt er musiker, sangskriver og uddannet religionssociolog. Han har i over 20 år skrevet musik og optrådt både i Danmark og i udlandet. Han skriver på dansk og engelsk og har med trioen ‘Passarola People’ udgivet det engelsksprogede album ‘Short Manifesto’ i 2014.
Når han ikke arbejder med sin musik, arbejder han på Rigshospitalet ved Den kirkelige funktion i samarbejde med hospitalspræster og imam om støttetilbud til patienter og pårørende.
Folk, Singer-songwriter, Fortællingogmusik
|
|
Seniorer, Unge, Voksne
|
|
Download pressefoto |
Video
Det kan i forvente
I Rigshospitalets kirke har der i 15 år ligget gæstebøger, som hospitalets besøgende skriver i. I dag er der over 60 tætskrevne bøger, og åbner man dem, begiver man sig på en utrolig vandring i tanker, bønner, hilsner og fortællinger.
Egil Bargfeldt er uddannet religionssociolog og ansat i Rigshospitalets kirkelige funktion, hvor han beskæftiger sig med åndelig og eksistentiel støtte til patienter og pårørende, der har sygdom tæt på. Siden han i 2015 første gang mødte gæstebøgerne, har han været optaget af deres helt særlige evne til at danne ramme om en fortælling om tro og eksistens i livets svære stunder. Gæstebøgernes tekster er nemlig ikke blot spændende læsning, men også en ganske unik mulighed for at få et indblik i de tanker, der fylder, når livet sættes på spidsen: Når det er allerstørst, allersværest eller allersidst.
Når Egil ikke sidder på sit kontor på Rigshospitalet, er han en
kompetent og erfaren musiker og sangskriver. Han har i over 20 år spillet talrige koncerter i Danmark og i udlandet – både som solist og i diverse ensembler – og markeret sig med dragende og tekstinsisterende sange, der altid bakkes op af hans veludviklede guitarevner.
Med stor omhu, respekt og fascination har han besluttet at dele gæstebøgernes tekster med flere gennem musikalsk gendigtning.
Egil Bargfeldt og gæstebøgerne kan opleves som koncert og fortælling. Ved arrangementet vil han både spille et udvalg af gæstebogssangene og samtidig fortælle om, hvorfor han mener, bøgerne kan læses som et hovedværk om moderne tro.
“Tak for medicin og velsignelse. Nu håber jeg, de virker. Begge dele” – Rigshospitalets kirkes Gæstebog