Anna Mose
Anna Mose er en kunstnerisk blæksprutte med vestfynske rødder og base i hovedstaden. Hun er vokalist, klarinettist, komponist, sangskriver, improvisator og iværksætter. Hun er uddannet kandidat fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2013. Siden 2009 har hun været medlem af det eksperimenterende, prisvindende vokalensemble IKI, der bruger stemmen og elektroniske maskiner som bærende instrumenter og improvisation som kunstnerisk redskab. IKI har en Danish Music Award og 5 udgivelser bag sig, senest albummet ‘ORACLE LIVE’ som udkom i april 2019. Med IKI har Anna Mose turneret spillesteder og festivaller i det meste af Europa. Hun har en lang erfaring med improvisation, tværkunstneriske samarbejder og ukonventionelle koncertformater, og har bl.a. optrådt i en svømmehal, i et drivhus, på et pizzeria, i private hjem, i komplet mørke, på Planetariet, i Cisternerne og på div. teatre, kunstmuseer og gallerier. Anna Mose udgav i 2013 den roste EP ‘The Ocean Stole Its Colour From The Sky’ med sit alternative elektropop-projekt Gerda Monroe. Hun har derudover komponeret og arrangeret en lang række værker for bl.a. kor, orkestre, strygerensembler og bigbands og vandt i 2016 DJBFA’s hæderspris ‘Upcoming’ for sit kompositoriske virke. Hun arbejder i øjeblikket på sit debutalbum i eget navn, som forventes ude i 2020.
Alternative, Indie, Jazz
|
|
Seniorer, Unge, Voksne
|
|
Download pressefoto |
Video
Det kan i forvente
En solokoncert med Anna Mose vil tage dig med på en æstetisk rejse, hvor hendes bredspektrede talent som vokalist akkompagneres af klarinet, strenge- og klokkeinstrumenter.
Dragende vokalimprovisationer, spoken word og instrumentale passager mikses med moderne sange om eksistentielle spørgsmål og samfundsbilleder. Grænserne mellem det komponerede og det improviserede vil være udflydende, og de konventionelle rammer for en koncertoplevelse brydes.
Genremæssigt er Anna Mose eksperimenterende. Hun leger med kontrasterne ‘avantgarde og pop’, udfordrer stemmens og musikkens virkemidler, men vender altid tilbage til noget genkendeligt og ørehængende. Hun er både blevet sammenlignet med islandske Björk for sine udgivelser med vokalgruppen IKI, 80’er navne som Kate Bush, The Cure og The Pretenders for sin EP med Gerda Monroe, og senest den amerikanske multi-kunstner Laurie Anderson for sin medvirken på digter og guitarist Jakob Thorkilds netop udgivede album ‘Devotional’.