Anmeldelse: TING
TING TAGER TID – MEN TINGS LYTTERE KEDER SIG IKKE
Sprudlende skabertrang fra jyske Ting, der spurter væk fra musikalsk middelmådighed. Faren er, at man taber bandet af syne.
- GENRE: Prog rock / Hårdrock.
- KOMMUNE: Ringkøbing-Skjern.
- ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.
”Kærlighed ved første jam.”
Sådan lyder skabelsesberetningen for gruppen Ting, der opstod i 2013 på den kreative Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole i Vestjylland.
Musikerne har helt sikkert bestået den store band-loyalitetstest ved at holde sammen, selv om besætningen har været spredt rundt omkring i landet – og med en bassist og cellist, der holdt forbindelsen via Skype, da han var på udveksling i Sydamerika.
Gruppen har også fuldendt en tydelig transition fra amatør-jamhygge til kvalificeret fælles musikalsk antrit. Der mangler dog stadig noget teknisk kunnen frem mod at bandet helt kan realisere sine svulstige ambitioner.
Det høres i det aggressive tempo i ”Independence”. Et kuriøst nummer, der med rastløs hårdrock-dynamik og funk-smæld lyder i retning af Red Hot Chili Peppers og Rage Against the Machine. Og hold da op hvor lytteren bliver revet med: Ting drejer pludselig brat af og stopper i en chill-oase af folkpop og lader så den musikalske struktur skride ud i en forunderlig prog rock. Til sidst ender det i en finale med indlagt dobbelt-kvidrende heavy-guitarer!
Det er maksimal genre-rastløshed med fascinerende effekt, selv om monotonien lurer i introen.
LÆKKER FIKTION
”Son of Science” er en anelse mindre eksperimenterende og får her fra stemplet melodisk metal/post-grunge. Men Ting når da hele vejen fra Soundgarden over tidlig Blur til Volbeat i et lytteværdigt nummer, der byder på veldrejede temposkift og ucensureret musikalsk idérigdom.
Gruppens største soniske attraktion er dog ”Fiction”, som også er sangen med mest mainstream-potentiale. Det er en avanceret og atmosfære-tæt akustisk ballade med fremtrædende celloklang. Her drages man mod lyrikken, der lyder som en længsel efter at genopvække 1960’ernes umulige drømme.
MÅDEHOLD ANBEFALES
Det jyske band skal bestemt holde drømmens faner udfoldede og ikke give køb på eksperimenter. De vilde skift i genre og kadence gør gruppen til et afvekslende bekendtskab. Men jeg vil alligevel anbefale en vis grad af mådehold og et øget fokus på at skabe genkendelighed i udtrykket. Ellers kan det blive for overlæsset. Eller ende i selvforelsket opvisning, som hos et ungt Kashmir.
Uanset er dommen klar: Flere ting fra Ting, tak.
Rock
|
|
Unge, Voksne
|
|
Download pressefoto |
Det kan i forvente
Jæs.