Anmeldelse: Salamanda
SPIL TYSK MED SPIL DANSK
“Crazy like a fool – wild about Daddy … Punk?!” Der er dansabel forførelse og svulstig rock på spil hos Flensborg-bandet Salamanda.
- GENRE: Rock/pop.
- KOMMUNE: Sydslesvig.
- ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.
SE ALLE ANMELDELSER – DU HØRTE DEM FØRST HER.
Spil Dansk fejres også i andre lande, og Sydslesvig (hvor der findes et dansk mindretal) deltager loyalt i den danske musikbegivenhed.
Derfor sniger der sig overraskende et rutineret Flensborg-band med i vores pulje af anmeldelser.
Salamanda består af 2 x Leon, og fyrene er også hovedkræfter i gruppen: Leon Kraack og Leon Mancilla (begge sang, guitar og sangskrivning).
Det er derfor nærliggende at associere til Kings of Leon, og Salamanda er da også til dels et kontant rockende bekendtskab med dybe retrorødder.
DADDY COOL … PUNK
Tyskerne kommer vidt omkring i genrer, og det fire år gamle nummer ”Daddy Punk” groover gevaldigt og låner lidt sprød electro-magi fra Daft Punk. Der er såmænd også et dansabelt strejf af den tyskproducerede Boney M.-popklassiker ”Daddy Cool”. Men mest af alt bliver ”Daddy Punk” løftet af et smidigt og susende rockgroove med melodisk pondus.
Nummeret er ledsaget af en ”geil” og flot musikvideo med en funky dansende sanger. Her er Salamanda et bud på rockens svar på Jamiroquai.
Den får ikke for lidt instrumentalt – den får faktisk rigeligt. For nok mestrer bandet go’ gammeldags og langhåret guitar-dynamik, som tyder på mange timer tilbragt i øveren, men mådeholdet er til at overskue. Det hæmmer lethed og elegance.
HOVEDRENGØRING
Meget tyder dog på, at Salamanda allerede har foretaget en hovedrengøring i udtrykket, for et nyere nummer som ”Hips like Unbelievers” er pikant poprock i tråd med Maroon 5.
Sangen byder på hyggeligt boblende vellyd og et gevaldigt fængende refræn. De fine afstikkere i melodien sørger for nødvendig variation.
Musikalsk fræser det lige ud ad et jævnt mainstream-spor. Lyrisk har det mere karakter. Hører man efter, er der tale om en ret spøjs hedonistisk slagsang med religiøst tvist: ”Send your prayers up in the air/ But don’t expect them to be found/ Love your wife, your children/ Nothing to be scared about/ No one in this world can save you”.
CHAMPAGNE-LIR
Tredje aflyttede skæring, ”Elephant (Go There)”, er en særdeles vellykket og formfuldendt The Beatles-pastiche.
Den begynder som melankolsk akustisk ballade med appel til den vippende fod – og kulminerer i overraskende symfonisk overdådighed. Her åbnes der igen for sluserne til skummende guitar-kaskader. Lader man sig rive med, medfølger der en VIP-indbydelse til fri bar og Champagne Supernova i syvende pophimmel.
Der indgår endda flere fikse rim med et sundt skud humor i den velpolstrede Elefant-sang. Og når niveauet stryger så højt op som på denne skæring, godkender jeg gerne en gang Spil Tysk i vores Spil Dansk-univers.
Flertallet af bandmedlemmerne er i øvrigt dybt rodfæstet i det danske mindretal syd for grænsen. Så vær ikke overrasket, hvis du ser gruppen på plakaten på et dansk spillested en dag.
Pop, Rock
|
|
Unge
|
|
Download pressefoto |
Video
Det kan i forvente
DE 3 NUMRE VI HAR LYTTET
”DADDY PUNK”:
https://www.youtube.com/watch?v=-lRtLbDFmpw
”HIPS LIKE UNBELIEVERS”:
https://open.spotify.com/album/6MzQIWIpAS7EZFPjZzsyYH?highlight=spotify:track:0hLKbRP0X6mCI3QCou3aD3
”ELEPHANT (GO THERE)”:
https://open.spotify.com/album/6MzQIWIpAS7EZFPjZzsyYH?highlight=spotify:track:0hLKbRP0X6mCI3QCou3aD3