Anmeldelse: REVELING DAYS
OH NO & OH YES
Spændende Reveling Days virker dogme-besat af at sparke benene væk under sig selv.
- GENRE: Alternativ rock.
- KOMMUNE: Roskilde.
- ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.
Reveling Days er en slags arvtager til danske Oh No Onos legesyge særlinge-rock.
Duoen Reveling Days – Antony Mogensen og Ali Haydar Yildiz – har spillet sammen siden 2014, og de udgav i år det vildt varierede album ”Time is a Frame”.
Men det er der nok få, der har opdaget.
Gruppen oplyser, at det er blevet til 13 koncerter rundt omkring på Sjælland, ikke mindst i København, op til udgivelsen af debutalbummet. Men hvis man vil opnå synlighed i den tætte trængsel af nutidige musiknavne, kræver det oftest blod, sved og arbejdstårer. Gruppens brug af f.eks. sociale medier vidner dog ikke om en rasende arbejdsiver.
STOLT SVANESANG
Men så må musikken jo tale for sig selv, og det gør den overvejende godt og spændende.
Reveling Days-musikerne er instrumentalt kompetente, og de virker dogme-besatte af at sparke benene væk under sig selv. Gruppen leger kispus med mainstreamrock og konventionelle forventninger i et nummer som ”Time is a Frame”. Det har kryptisk mumle-tekst og skødesløs monotoni og svinger sig ikke op til at være meget andet end excentrisk, akustisk indie-hygge.
Anderledes med ”Black Swan Song”, der finder en forførende balance mellem eksperiment og medrivende rockflow. Nummeret fryder og fængsler og har bidder af skønne harmonier, blues-flirt og et demonstrativt skævt melodiforløb.
Med ”I’m Feeling Alright” træffer Reveling Days en fintmærkende originalitet i familie med Grizzly Bear. Også her leges der med en drillende og undvigende rock-æstetik, så man fristes til at tro, at duoen har en fobi mod radiospilletid og overfladisk musik-konsum.
ARBEJD’, ARBEJD’
Det var de tre numre, gruppen selv ønskede anmeldt. Men jeg synes nu, at vindersangen fra debutalbummet er ”Cracked Notions” med et skønt, kondenseret groove. Musikken rocker simpelthen i al sin tilbageholdte vælde og lyder som 1990’ernes slacker-Beck med smag for retro-rock. Til gengæld varer nummeret kun lidt over to minutter!
Reveling Days er mildt sagt egensindig og kommer vidt omkring. Man hører ekko af psykedelisk The Beatles, Mr. Bungles anarkistiske legestue, Jimi Hendrix-lir, mut indadvendt The Smashing Pumpkins og Eels i basis-rockende vildskab.
”You are made to buy, work, consume and die,” lyder en bitter-klar konstatering undervejs.
O.k. Men glem så ikke arbejdsindsatsen, Reveling Days.
Rock
|
|
Unge, Voksne
|
|
Download pressefoto |
Video
Det kan i forvente
Jæs.