Anmeldelse: PIL
FRA FURIE-RASERI TIL SADE-VELLYD
Sangerinden Pil er vokalt velsignet, og hun placerer sig i det øvre talentlag. Hun kunne dog sikre sig mere ørenlyd ved at skrue op for fandenivoldskheden.
- GENRE: Pop/Electronica/Soul
- KOMMUNE: Frederiksberg.
- ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.
Forsigtighed er ikke en dyd i pop og rock, og sangerinden Pil er tilpas åbenmundet i en lytteværdig skæring, som har en titel, der siger det meste: ”Smash You Into Pieces”. En rigtig furie-rasende og forbitret lige højre mod en vist nok svigefuld partner. En trussel, der næsten kan få Pinks ”U + Ur Hand” til at lyde som en godmodig, humoristisk ”skrid”-melding til pågående fyre.
Den slags arrige femi-udfald klarer sig traditionelt godt i popmusikken, og Pil har oven i købet fat i et smittende melodisk flow. Det drives frem af tør maskinel håndklap og en fornem stemme, der virkelig kan bære meget. Det funktionelle refræn og den kølige elektroniske æstetik kan også give nummeret adgang til radioflader a la DR’s P3. Så vidt, så godt.
Men det havde ikke skadet, hvis Pil havde skruet op for samtlige virkemidler og gået i bidsk konkurrence med Oh Land og Fallulah, når de er allermest dynamisk udadvendte. Pil kunne have sat fuldt organisk blus på blæser-arrangement og vokal.
Mere pop-aggressiv Pink med spidse albuer og et stort glimt i øjet. Mindre cool musikalsk pænhed.
SMOOTH OPERATOR
Pil bevæger sig springende rundt i vidt forskellige musikalske zoner med de tre numre, hun ønsker anmeldt. Sangen ”These Mornings” følger en langt mere vægtløs, sprød og tilbagelænet stil. Det kan ligefrem minde om Sades subtile og sanselige vellyd, hvor der ryddes op i enhver overflødig tone og frasering. Pil benytter i ”These Mornings” fine prikkende guitar-pip, slowmotion-rytmik og et behersket groove. Men det parforholds-knas, der bearbejdes, klinger mere af forbigående surmuleri end af blodig grundsmerte, der død og pine skal heles for fuld soul-indlevelse.
MIDNATS-BALLADE
I tredje yderlighed leverer Pil en midnatsballade, ”Together”. Den står stærkest. Det er en alvorsfuld og stærk tilbageholdt pianostund, der er åndsbeslægtet med navne som Nick Cave, Cowboy Junkies og Tori Amos. Her tager sangerindens vokale instinkt føringen, og stemmen flagrer ubesværet helt op i de tynde falset-luftlag. Arrangementet er også upåklageligt med smagfulde stryger-klange, uldne rytmer og kor. Sangen er formfuldendt og atmosfære-ladet med smukke harmonier.
Man får overordnet indtryk af, at Pil vakler noget i sin videre færd. Hun skal tage stilling til, hvad hun stræber efter: En outsiderrolle som indie-fænomen? Eller er ambitionen kommerciel velvoksen, som hos en anden genre-omskiftelig sangerinde som Mø?
Pil virker uanset optændt af skabertrang.
Hun udgav i 2016 en ep, og der skulle nu være et debutalbum på trapperne. Her fra har singlen ”About Love” fået medie-opmærksomhed. Og Pil viser karrieremæssig smidighed ved at være leveringsdygtig i såvel elektroniske som akustiske optrædener.
Elektronisk, Pop
|
|
Unge, Voksne
|
|
Download pressefoto |
Video
Det kan i forvente
Jæs.