Anmeldelse: MAGNUS TEMPELS
STJERNESTEMME HAR ENDNU FOR LIDT PÅ REPERTOIRET
Magnus Tempels skal tilføje mere personligt krydderi til sine sange. Landets talentspejdere bør dog holde ørerne åbne for den unge singer-songwriter.
- GENRE: Singer-songwriter.
- KOMMUNE: Fredensborg.
- ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.
Der er sparsomt grundlag at anmelde på: To numre og en meget kort præsentationstekst. Det er i underkanten.
Man skulle ellers tro, at den unge sanger Magnus Tempels havde bagagen fuld af sange, for han har været en flittig gademusikant i København og andre europæiske storbyer. Forbillederne er markante og selvstændige sangskrivere som Tina Dickow, Thomas Dybdahl og Jeff Buckley. De to sange fra Magnus Tempels er da også i ret gennemført akustisk singer-songwriter-stil.
MED CHAPMAN VED RATTET
”Drive” hedder den ene, som placerer sig i baghjulet af Tracy Chapmans ”Fast Car”. Men hvor amerikanerens gamle klassiker skildrede et desperat forsøg på at fræse væk fra underklasse-hængedyndet, så er Magnus Tempels ”Drive” mere en høflig henstilling til en fører af en bil om at sætte farten ned og ikke tage unødige chancer. Det handler muligvis om en alt for ubetænksom eller impulsiv partner eller ven. Som lytter kigger man dog ud på et lidt for fladt landskab. Udtrykket virker airbag-polstret og hængende i bremsen. Nummeret byder ellers på upåklagelig og letløbende akustisk pop fra en sangskriver, der både har en behagelig og bredspektret stemme og som virker moden hjemmevant på guitaren. Der er også lidt sensuel bossanova-stemning over sangen. Men de afgørende elementer udebliver. Det kunne være et uventet badutspring af et refræn eller en uforglemmelig linje, der bider sig fast i bevidstheden.
Mere temperament. Mere personligt sats og krydderi.
POP-POTENTIALE
Den anden sang, ”Run Wild”, er klangligt mere spændende – alene på grund af en stryger-visit. Det giver nummeret en tidløs folk-stemning. Magnus Tempels viser her ambition om at vokse ud af det spartanske singer-songwriter-univers, som også er utrolig krævende. Svage sange – eller bare tvivlsomme passager – bliver altid nådesløst udstillet i det nøgne format.
”Run Wild” har flotte momenter, bl.a. i den fine duet mellem stryger og guitar til sidst. Men også i det nummer skal sangeren bestræbe sig på at slippe ud af pænhedens spændetrøje og ikke forelske sig i sin egen stemmes forsølvede klange. Lige som det er en dødssynd for en tennisspiller at nyde sin egen serv. Tempels bør også søge dybt ned i det, han vil synge om og dele det med os andre. Distancerede lyriske metaforer sparker ikke benene væk under lytterne.
Han skal dog heller ikke lade sig slå ud af indvendingerne. Talentet er afgjort til stede, og faktisk hører jeg stort pop-potentiale i sangeren. Han er ung, har udstråling, han kan spille og synge. Hvis jeg var såkaldt A&R på et musikselskab, ville jeg holde ørerne slået ud online og følge hans kommende demo-skæringer.
Magnus Tempels virker dedikeret, og han er i denne anmeldelse vurderet endda meget tidligt i en mulig karriere. Han debuterede for nyligt i band-sammenhæng på Loppen i København, og hans mål er snarest at udgive den første single.
Pop, Singer-songwriter
|
|
Unge, Voksne
|
|
Download pressefoto |
Det kan i forvente
Jæs.