Anmeldelse: Holm Beck
FARLIG SPORT OG DØDENS GAB
Thomas Holm Beck minder lidt om den anden Beck. Den danske rapper er dog hverken ”Loser” eller en fuser, og hans duo har mindst ét vinderkort på repertoiret.
- GENRE: Hiphop/pop.
- KOMMUNE: Københavns Kommune.
- ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.
SE ALLE ANMELDELSER – DU HØRTE DEM FØRST HER.
Vi stiller direkte over til sporten. Der er gang i en hed affære.
Det handler om et infightende forhold, og musikken har en mild medrivende puls.
Mød en selvrådig opkomling i dansk pop – Thomas Holm Beck i alliance med bassist og producer Markus Jonasson.
Med nummeret ”Søndagssport” har duoen fortjent sikret sig radiospilletid.
Hitkandidaten byder på flere smældende verbale servees. Og der fyres også løs med en samling hiphop-klichéer, der afleveres med glimt i øjet og fræk selvsikkerhed. Det er som en urban og cool opdatering af Nik & Jay. Uden kiksede bandanaer – men i stedet med Björn Borg-pandebånd og kulørte svedbånd på armene.
Retro og hipt på den fede måde.
LÆKKER LOUNGE-STEMNING
Musikken er nærmest lounge-delikat rap med discoblød fremdrift. I stil med de funky fristelser fra franske Phoenix, som det lød på bandets mesterlige numre fra nullerne.
Vi kan også smutte længere tilbage i musikhistorien. For søndags-baskeren fra Holm Beck har skæve linjer tilbage til en af 90’ernes største originaler: nemlig navnefællen Beck. I hvert fald når det gælder det uhøjtidelige og velgørende genre-miks.
ABEFEST
”In the time of chimpanzees I was a monkey,” messede Beck engang i sit rablende slacker-manifest. Det betød muligvis noget i retning af, at det alligevel er godt at skille sig ud fra mængden. Også selv om man anses som værende en ”Loser”.
Holm Beck er dog på vinderkurs med ”Søndagssport”. Det inkluderer ikke ligefrem dong!-klang fra det legendariske “Sportslørdag”-program. Men der diskes dog op med syntetiske blip-vignetter, der kunne være løftet fra et gammelt konsolspil. Et gyldent gimmick.
Der skulle være en ep på vej med seks numre, og det bliver spændende at se og høre, om duoen – du sikkert hørte første gang her – snart bliver ny kæledægge i dansk rap.
Skæringen ”Flygt fra mig” kunne pege i den retning. Nummeret er ikke nyskabende som ”Søndagssport”, men det er til gengæld moderigtigt. Det er en demo-version, men den har fed cremet vellyd. Og en meget funky frækkert af en soul-basgang. Vi er et sted mellem dekadent og desillusioneret L.O.C. og magelig pikant Phlake.
”Hun gik fuld Voldemort, var lidt stiv i går, min lejlighed lignede lort i morges,” lyder det undervejs i teksten. Der er masser af attitude, men indholdet er heldigvis mere nogenlunde nøgternt bekendende end farceagtigt brovtende.
Klangen er snurrende kælen og med et stærkt melodisk tilbagelænet refræn. Der indskydes også et sejt break med tordnende percussion. Det sidste giver et hint om, at Holm Beck også kunne befinde sig godt i et mere håndspillet og akustisk udtryk.
HALLØJ HAJ
Tredje track, jeg har modtaget, har den opsigtvækkende titel “Dødens gab” (der er sjovt nok mange 70’er-rerefencer). Det er faktisk et dyk ned i neglebidende klaustrofobi i forholdets fangelejr. Tingene er sat på spidsen, og det bliver lige en mundfuld for meget med maritime referencer og haj-jokes (“vil bare sig haaaj med dig”). Men det er muligvis første gang “nuser” rimes på “Medusa”.
“Dødens gab” er udmærket svævende sensuel ambient-hiphop, men rappen er sine steder noget udsmidig og stivbenet.
”Søndagssport” er altså trumfkortet fra den talentfulde nykommer.
Han og makkeren tiltrækker sig tilsyneladende mest opmærksomhed, når de trækker hiphop’en i overraskende musikalsk retninger og finder en god balance mellem humor og hjertelighed: Kursen burde være klar i det hajfyldte farvand.
Hiphop, Pop
|
|
Unge
|
|
Download pressefoto |
Det kan i forvente
DE 3 NUMRE VI HAR LYTTET
NUMMERET ”SØNDAGSSPORT”:
https://song.link/i/1476532243
NUMMERET ”FLYGT FRA MIG”:
Ikke tilgængelig
NUMMERET ”DØDENS GAB”:
Ikke tilgængelig