Anmeldelse: 46%
HVAD ISBJERGET SKJULTE
De modne drenge i 46% råder over en fortrinlig og bevægende vise. Men skal man forene Lars Lilholt og Red Hot Chili Peppers? Det skal man nok ikke.
- GENRE: Rock.
- KOMMUNE: Faxe Kommune.
- ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.
SE ALLE ANMELDELSER – DU HØRTE DEM FØRST HER.
Kvartetten 46% kan noget med instrumenter og ord. Musikerne har også en del erfaring at trække på.
I en pressemeddelelse kan jeg læse: ”3/4 af bandet har levet af at spille og undervise det meste af deres voksne liv. Bag tekst og musik er en komponist, der er kommet sent i gang med at skrive og går til opgaven med den nyfundne interesses nysgerrighed og et halvt livs erfaringer.”
Det høres, især i bandets stjernestund, som faktisk lyser godt op her i december.
”Åen” er en lyrisk særpræget fortælling med et yderst sparsomt handlingsforløb: En mand går ud af sit hus uden at tage sko på. Han lader døren stå åben. Vinden blæser hans hat af, den ender i en å. Han vader ud efter hatten og venter tålmodigt på, at den skal drive tilbage til ham. Han forlader åen og lægger sig ned. De sidste linjer lyder: ”Det’ vigtigt at sove til tiden/ det lærte han, da han var dreng”
Jeg tror, det handler om en dement i alderdommens skyggerige. Der, hvor drøm, minder og realitet går i ét. Bevidstheden glider tilbage til barndommens forunderlige landskaber.
Måske har naturen endda redt en sidste seng til ham. Ved åen, som han kender så godt.
DET STORE BILLEDE
Det er en poetisk bedrift. Enormt flot. Fuldstændig uforceret.
Bandet 46% benytter her isbjergs-metoden i stil med antydningens mester, Ernest Hemingway. Man får vist en del af det fortalte. Men lytterens fantasi og indlevelse skal også medvirke og dykke ned i fortællingen, for at få et overblik over, hvad der er under overfladen.
Musikken har nænsomme harmonier og en blanding af folkemusik, viseballade og kirkemusik.
Men ellers spiller gruppen 46% faktisk rock.
TÆNDING I TOPPEN
I ”Antaget” står den på lettere bidsk, alternativ rock. I slægt med Kent, Magtens Korridorer – og med en spadefuld Volbeat oveni. Det ret bastante udtryk mangler dog afgørende fristende melodisk lokkemad for at få publikum engageret 100 %.
Den frigjorte charme melder sig først knap tre minutter inde i nummeret, når den retlinede struktur skrider noget ud i svinget.
Teksten skildrer en modsætningsfyldt person, man har svært ved at blive klog på: ”Jeg er sådan en der sår splid/ og lar’ andre om at høste/ der træder over tæer’/ og lar’ andre om at trøste”. Vedkommende er ”bange for regnen/ bange for vinden/ bange for barnet/ bange for kvinden.”
Også her er der noget på spil – og forestillingsevnen får tænding.
RED HOT LARS
Nummeret ”Knæklys” har genklang af Peter Sommers evne til at bearbejde faste udtryk og fraser ved at vende begreberne på hovedet. Der er gode linjer undervejs. Men det bliver noget tørt distanceret. Ikke så humoristisk eller skarpt, som i de bedste Sommer-sange. Og i denne skæring rykker 46% til et helt andet areal på genrekortet med et skævt groovy rocknummer med masser af tummelumske guitar-hvirvler.
Jeg får en association til Lars Lilholt som gæstesolist i Red Hot Chili Peppers.
Næppe en sammenblanding nogen har efterlyst, og jeg synes, at 46% musikalsk prøver at skræve over Gudenåen.
Mit råd: Vælg side. Og fortsæt ud fra et mere afgrænset musikalsk dogme.
Rock
|
|
Voksne
|
|
Download pressefoto |
Det kan i forvente
DE 3 NUMRE VI HAR LYTTET
NUMMERET ”ÅEN”:
NUMMERET ”ANTAGET”:
NUMMERET ”KNÆKLYS”: