SPIL DANSK HISTORIEN
Sammen om dansk musik siden 2001.
Initiativet til Spil Dansk blev taget af Koda i 2001 i forbindelse med deres 75 års jubilæum. Dengang hed det Spil Dansk Dagen, og foregik altid sidste torsdag i oktober.
Næsten 14 år senere flyttede vi “hjemmefra”, og blev genfødt den 9. april 2014 som Foreningen Spil Dansk. Denne gang med en bredere ejerkreds bestående af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Danske Populær Autorer, Musikforlæggerne og Koda.
Fra 2015 udvidede vi fra en dag til en uge, så der nu blev afholdt arrangementer i hele uge 44 – hermed var Spil Dansk Ugen en realitet.
DR har været en tæt samarbejdspartner fra starten af, og altid spillet udelukkende dansk produceret musik på Spil Dansk Dagen. I 2016 gik DR med til at markere Spil Dansk Ugen, hvilket betyder, at de nu spiller dansk produceret musik på tværs af samtlige radiokanaler i hele uge 44.
Dette har fået en række andre TV- og radiostationer samt streamingtjenester over hele landet til at medvirke og fejre den danske musik.
Spil Dansk Ugen byder på 1000+ musikarrangementer over hele Danmark. Også i udlandet fejres Spil Dansk, og der har været koncerter i Sverige, Tyskland, Italien, Canada, Singapore, Rio de Janeiro, Los Angeles, New York, Madrid og Italien.
Helt fra starten af har det eneste krav været, at musikken skal være skabt og produceret af danske musikere, komponister og sangskrivere. Der kan ellers synges på alle verdens sprog og spilles alle slags genrer.
Spil Dansk Ugen er den tid på året, hvor musiklivet samler kræfterne og gør sig umage med at hylde, fornye og viderebringe den danske musik.
BAGGRUND: Ideen blev fostret i 1941
Spil Dansks første år var 2001, men faktisk fødes ideen til “den danske Musiks Dag” allerede i 1941.
Direktør J. Ravn-Jonsen – Kodas grundlæggende og bærende kraft gennem mange år – skriver i Dansk Musik Tidsskrift i 1942 om sine ideer med “den danske Musiks Dag”.
Herunder et par citater fra artikelen:
- “For at slaa dette fast, baade i Komponisternes Bevidsthed og i Folkets Omdømme, er det, jeg har foreslaaet hvert Aar at holde en »Dag« for den danske Musik, – Den danske Musiks Dag!”.
- “Jeg tror, det kan have sin meget store Betydning for de danske Komponister og deres Kunst, at de paa en saadan Dag faar Lov til, inden for alle Musikudførelsens Omraader at vise, hvad de dur til, – det være sig inden for det dramatiske, det koncertmæssige, Sangen, Kirkemusikken og det rent underholdende. Det styrker nemlig Viljen, øger Kraften, ansporer Evne og Lyst, – det ranker og giver den Selvfølelse og Tro, uden hvilken man arbejder forgæves”.
- “Og – saa skulde Dagen jo helst aabne Folkets Øren for den store og livsgivende Kulturkilde, det ejer i den danske Musik og dens Skabere”.
- “Den skulde vække Staten og vore kommunale Myndigheder til Erkendelse af, hvad Musikken betyder for et Folks kulturelle Trivsel og Vækst, og hvad Musikken betyder for Nationen, og at dens Skaberes Kaar derfor ikke som hidtil bør anlægges efter Karrighedens Maalestok”.
Tidsskrift: Dansk Musik Tidsskrift
Årgang/Hæfte No.: 1942 – 01
Side: 9 – 11
Rettigheder: Denne tekst er ophavsretsmæssigt beskyttet og yderligere offentliggørelse må ikke ske uden forfatterens og udgiverens tilladelse.
Udgiver: Foreningen Dansk Musik Tidsskrift