STOR RUNDSPØRGE: LOKALPOLITIKERE VIL ØGE STØTTEN TIL DANSK MUSIKLIV

“Dit Musikvalg” er en ny rundspørge foretaget af Spil Dansk som viser, at der landet over er stor opbakning til dansk musikliv blandt lokalpolitikere.
Som optakt til kommunalvalget den 16. november, har foreningen Spil Dansk foretaget en stor rundspørge hos 25 lokalpolitikere, der alle er formænd i de kommunale kulturudvalg. Rundspørgen har fået titlen “Dit Musikvalg” og 15 politikere har besvaret den. Holdningen til musiklivet står klart: 9 ud af de 15 politikere er positive overfor at øge den kommunale støtte til det lokale musikliv. 4 politikere mener, at den nuværende støtte er passende. Ingen vil skære i støtten.
LÆS HELE RUNDSPØRGEN DIT MUSIKVALG.
LÆS DÆKNINGEN AF GAFFA OG KULTURMONITOR.
Efter det kommende kommunalvalg ser det ud til, at der er politisk stemning for at øge den kommunale støtte til det lokale musikliv. Og lokalpolitikerne vil især prioritere kulturhuse, spillesteder og musikskoler.
Det er nogle af de væsentligste konklusioner, man kan uddrage af en landsdækkende rundspørge, som foreningen Spil Dansk netop har gennemført.
Spil Dansk udsendte for nylig tre musikspørgsmål til 25 lokalpolitikere. De er alle formænd for deres respektive kulturudvalg i 25 forskellige kommuner, som er fordelt over hele landet – fra Næstved over Tønder til Lemvig.
- 15 politikere besvarede de tre musikspørgsmål fra Spil Dansk.
- 9 ud 15 er positive overfor at øge den kommunale støtte til det lokale musikliv.
- 4 synes, at støtten skal være uændret.
- 2 tager ikke direkte stilling til om støtten skal øges, beskæres eller være uændret.
- Ingen taler for at beskære støtten.
KULTURHUSE HITTER
Politikerne blev også bedt om at svare på, om der er særlige områder af deres lokale musikliv, de vil prioritere i den nye valgperiode efter kommunalvalget?
Her viser svarene, at politikerne især har opmærksomheden rettet mod kulturhuse (fremhæves af 6), spillesteder (fremhæves af 5) og musikskoler (fremhæves af 4). Generelt peger flere politikere på, at der især skal satses på tilbud til børn og unge.
Formand for Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen (V), ser gerne, at opbakningen til musiklivet styrkes:
”Hvis det er muligt, tænker jeg, at budgettet skal øges på området, så flere børn får kendskab til musikken. Jeg vil gerne i næste valgperiode sætte endnu mere fokus på børn og unge og gøre noget for at flere får mulighed for at bruge de tilbud, der er på musikskolen. Det er meget vigtigt at børn tidligt bliver introduceret til musikkens verden,” mener Niels Jørgen Pedersen.
SPIL GERNE MERE DANSK
Det fremgår også af rundspørgen, at næsten samtlige 15 lokalpolitikere er meget venligt stemt over for den årlige fejring af Spil Dansk Ugen.
Hele 14 af 15 adspurgte er positive – eller meget positive – overfor Spil Dansk Ugen. Kun én politiker svarer, at Spil Dansk Ugen ikke betyder meget i den pågældende kommune.
Helle Mathiasen (V), formand for kultur- og fritidsudvalget i Ikast-Brande Kommune, er begejstret for kommunens traditionsrige fejring af Spil Dansk Ugen:
”Den betyder rigtig meget, da vi har en kulturpolitik, som siger, at “kultur er, hvor du er”. Da Spil Dansk Ugen hos os kommer godt rundt i hele kommunen, så giver den rigtig gode musikalske oplevelser til alle. F.eks. har jeg hvert år haft en koncert med ca. 50 deltagere hjemme i min store garage ude på landet,” beretter Helle Mathiasen.
Claus Larsen (A), formand for kultur- og idrætsudvalget i Roskilde Kommune, ser følgende udbytte af Spil Dansk Ugen:
”Der er fokus på dansk musik, og en masse aktører får mulighed for at optræde med maksimal opmærksomhed fra medier og almindelige borgere,” svarer Claus Larsen.
Andre politikere fremhæver, at Spil Dansk Ugen er ”med til at genopdage og vise storheden og værdien i dansk sang og musik.” At det er ”vigtigt at fokusere på danske kunstnere og danskproduceret musik.” At ”folk i alle aldre synger og spiller sammen på tværs af hele kommunen” – og at det giver ”god energi og en masse dejlig dansk musik”.
ET VOKSENDE ENGAGEMENT
Daglig leder af Spil Dansk, Jimmie Nolsøe, glæder sig over lokalpolitikernes engagement og velvilje over for dansk musikliv og fejringen af Spil Dansk Ugen.
“Jeg tolker svarene som et opadgående politisk engagement i musiklivet. Og det er glædeligt, at de gode hensigter ikke står alene. De fleste formænd ønsker rent faktisk en øget støtte til deres lokale musikliv. Jeg tror, at der er en forståelse for, at musikken er med til at løfte og gavne lokalområdet. Musikken bidrager med spændende oplevelser, og den er et samlingspunkt. Det profilerer kommunen på en positiv måde, både indadtil og udadtil”.
“Så der er tegn på, at dansk musikliv går en spændende fremtid i møde på den anden side af kommunalvalget. Fejringen af Spil Dansk Ugen er i den grad lokalt forankret, og derfor følger vi de musikpolitiske ambitioner tæt,” siger Jimmie Nolsøe.
FAKTA: 10 OM SPIL DANSK UGEN 2021
1. Spil Dansk Ugen 2021 fejres over hele landet mandag til søndag den 1.-7. november.
2. Spil Dansk Ugen foregår altid i uge 44 og er en landsdækkende fejring af danskproduceret musik og -musikliv.
3. Spil Dansk Ugen er Danmarks største musikbegivenhed i kraft af bredden, mangfoldigheden og det landsdækkende kommunenetværk.
4. Der er mere end 1.000 arrangementer over hele landet i løbet af ugen, og der sker noget overalt: På spillesteder, kulturhuse, biblioteker, skoler, kirker, museer, ungdomsuddannelser, aktivitetscentre, bosteder, plejehjem, sygehuse, virksomheder og mange andre lokationer.
5. Foreningen Spil Dansk samarbejder i 2021 med 25 kommuner, der har engageret sig som “Spil Dansk Kommuner”. De bidrager med en ekstraordinær lokal indsats i Spil Dansk Ugen.
6. Mere end 600+ Spil Dansk Kunstnere har tilmeldt sig i år, listen tæller musikere, sangskrivere, komponister, lydkunstnere, sangere, tekstforfattere, producere m.fl.
7. DR har været på bølgelængde med Spil Dansk siden begyndelsen, og hovedparten af DR’s radiokanaler spiller på skift en dag i Spil Dansk Ugen 2021 lutter dansk musik.
8. Musikere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
9. Spil Dansk har været fast indslag i den hjemlige kulturkalender siden 2001. Først som Spil Dansk Dagen, og siden 2014 som Spil Dansk Ugen.
10. Spil Dansk Kalenderen samler alle arrangementer i forbindelse med Spil Dansk Ugen 2021. Læs mere og opret arrangementer på spildansk.dk.
Spil Dansk arbejder med hele musiklivet for at styrke danskproduceret musik:
– Vi skaber professionelle netværk mellem musikorganisationer, landets kommuner, lokale musikarrangører og DR.
– Vi samler hvert år befolkningen i fejring af Spil Dansk Ugen – Danmarks største musikbegivenhed: Altid i uge 44!