Musiklærere får inspirationsløft i Spil Dansk Ugen
Musiklærere fra folkeskolen og musikskolelærere kan have stort udbytte af at mødes og samarbejde. Derfor sørger Spil Dansk og Dansk Komponist Forening for at sætte de to grupper sammen, så deres elever kan opnå en ny, spændende undervisning.
(Første gang publiceret i uge 44, 2016)
Musiklærere i folkeskolen og musikskole-lærere inviteres til at hente konkret inspiration ved en række brobygningskurser. De arrangeres af Dansk Komponist Forening (DKF) og Spil Dansk.
Sådanne møder er unikke og meget afgørende for, at elever får interesse for ny dansk musik.
DKF præsenterer det gratis webbaserede undervisningsmateriale, ”5 spor i ny dansk musik”. Det giver eleverne mulighed for at opleve bl.a. instrumentalmusik og selv få dén spændende oplevelse, det er, at skabe musik. Materialet er samtidig velegnet til at sætte gang i et et tværfagligt samarbejde mellem folkeskole og musikskole.
De fem spor, der refereres til, er vokalmusik, instrumentalmusik, konceptuel musik, elektronisk musik og musik for hjemmebyggede instrumenter.
Gevinst for elever
Else Marie Okkels, lektor i udvikling og forskning på University College Syddanmark, er underviser på kurserne landet rundt. Hun har også lavet materialet, der giver eleverne mulighed for at arbejde med musikoplevelse, musikforståelse og musikalsk skaben.
”Det er en rigtig god idé med et samarbejde mellem folkeskole og musikskole. Folkeskolens musikundervisning vil få et kvalitativt løft, når man inddrager professionelle musiske kompetencer i et samarbejde med folkeskolelæreren. Det kan blive en stor gevinst for elevernes motivation, trivsel og læring,” siger Else Marie Okkels og tilføjer:
”Jeg mener, at vi skal se på musikskolelærere som kunstnere, der også skal fastholde musikskolens faglighed og værdi, når de samarbejder med folkeskolen. Det betyder, at musikskolelærerne med deres instrument og musiske kompetencer kan give eleverne i folkeskolen en kunstnerisk oplevelse. Men for at gøre det, har musikskolelærerne brug for folkeskolelæreren. Deres forskellige kompetencer skal i spil med hinanden på en konstruktiv måde,” siger Else Marie Okkels.
Fra DKF’s side er man meget begejstret for at trække på det store Spil Dansk-netværk:
”Spil Dansk er på grund af sin landsdækkende struktur og gode kontakt til kommunerne den perfekte ramme om kurserne, for det giver os mulighed for at komme i kontakt med lærere fra hele landet. Dermed får vi undervisningsmaterialet formidlet til så mange som overhovedet muligt. Kurserne har høj prioritet for DKF, når det gælder vores målrettede arbejde med at udbrede kendskabet til ny musik, skabe møder mellem børn og professionelle komponister og engagere børn direkte i det at skabe musik,” siger Sine Tofte Hannibal, daglig leder i DKF.
Spil Dansk og Dansk Komponist Forening gør en særlig indsats for at skærpe børn og unges interesse for ny dansk musik. (Foto: Spil Dansk)
Ydeligere oplysninger, kontakt:
Ricco Victor, direktør for Spil Dansk.
Direkte: +45 20 46 79 13, mail: ricco@spildansk.dk, webside: www.spildansk.dk
Sine Tofte Hannibal, daglig leder, Dansk Komponist Forening.
Direkte:+45 30 26 37 19, mail: sth@komponistforeningen.dk, webside: www.komponistforeningen.dk
Foreløbig oversigt over kurserne:
ROSKILDE: Roskilde Musikskole, 18. november
LOLLAND: Lolland Musikskole, 23. november
TØNDER: Tønder Kulturskole, 22. november
SKIVE: Skive Musikskole, 25. november
SYDDJURS: Kulturskolen, Syddjurs, 17. november
Fakta om Spil Dansk Ugen
* Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musiklivet. Der er arrangementer 31. oktober – 6. november. Selve Spil Dansk Dagen fejres torsdag 3. november.
* Der sker noget overalt i landet: på skoler, sygehuse, spillesteder, virksomheder, biblioteker, kirker, kulturhuse m.m.
* Kunstnere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
* Spil Dansk er blevet Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed.
* En lang række radiostationer, bl.a. alle DR’s radiokanaler, spiller lutter dansk musik.
* Spil Dansk-foreningens ejerkreds består af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Koda og Danske Populær Autorer.
* Spil Dansk samarbejder i 2016 direkte med 23 kommuner, som foreløbig har købt en ”Kommune-pakke”. Andre kommuner deltager uofficielt, og der sker noget i alle landsdele.
* Læs mere om Spil Dansk, tilmeld arrangementer, syng med i Danmarks Fællessang og tjek kalenderen på spildansk.dk.