Hanne Rømer
Jeg har en patchwork uddannelse. Den begyndte med studier i Musikvidenskab på Københavns Universitet i 1968. Nogle år senere fulgte et par år med klassisk guitar på konservatoriet, derefter tilbage på Universitetet, hvor året 1975 blev skelsættende med to pladeudgivelser. Den første med kvindebandet Hos Anna, og lidt senere kom visepladen, Solskin, hvor min søster Lotte Rømer og jeg sang og spillede os igennem en række egne kompositioner med tekster af den bornholmske poet Djorn Juni. Jeg var med andre ord gået i lære som musiker på den danske vise-, jazz- og rockscene. Hos Anna indspillede flere plader og vi fik Pierre Dørge og Bent Clausen med i gruppen, Vi var ikke længere et kvindeband, rejste stadig rundt med vores egne numre, egne kompositioner, egne tekster og arrangementer. Vi og var en del af den progressive musikscene et stykke ind i 80’erne. Vi spillede koncerter på festivaler, gymnasier og spillesteder men blev også aktive undervisere på landets Højskoler og musikstævner.
I starten af firserne tilbragte jeg over tre år et år i USA og kom hjem i 1983 med en uddannelse som komponist, arrangør og orkesterleder. Jeg havde fået rejselegater, men havde også en høj studiegæld, der skulle betales tilbage. Nu kunne det være rart med et fast job.
Det blev den Sønderjyske Højskole for Musik og Teater i Toftlund. Her var jeg ansat i tre år, hvorefter mine lån var tilbagebetalt.
I 1990 blev mit udgangspunkt flyttet fra Toftlund til Aabenraa! Her har jeg nu boet i knap 30 år. Alt i alt er det blevet til 32 år i Sønderjylland med en stærk tilknytning til den rytmiske scene – også syd for grænsen.
I 9 år var jeg hver sommer en del at lærerteamet på jazzkurserne på Nordkolleg i Rendsburg. Jeg havde 5 år som dirigent for det rytmiske kor Hello Music i Kiel. Jeg underviste på weekendkurser i Jazzgesang i Heide, og jeg var lærer på saxofonkurser i Hannover, Hamburg, Schleswig og Flensburg. Mit tysk gik fra nogenlunde rimeligt til veltalende og de mange kontakter medførte dannelsen af Sax in the City, saxofonkvintetten med Jonny Møller, Anselm Simon, Edgar Herzog og Andreas Burckhardt.
I slutningen af 90’erne havde jeg fem spændende år som leder af det nordiske kvindebigband April Light Orchestra. Vi spillede koncerter i de baltiske land, Sverige, Norge og Finland samt en spændende tur til Beijing i Kina.
Jeg spillede og spiller stadig duo med Marietta Wandall og har i årenes løb haft flere forskellige jazzensembler og ligeledes indspillet med dem.
Det er blev til skolekoncerter i trekantsområdet og kompositioner i forbindelse med det nye årtusind, hvor børn fra de sønderjyske byer var med til at markere årtusindskiftet sammen med Jomfru Fanny Bigband, som jeg var leder af fra 1989-2003.
I dag spiller jeg i orkesteret og har lige været med til den store 30års-jubilæumskoncert i Sønderjyllandshallen. For et par måneder siden var jeg gæstesolist ved en jamsession i Flensborg, og de senere år har jeg spillet koncerter på bibliotekerne i Haderslev, Aabenraa og Sønderborg med Sax’n Bone Duo med basunisten Marion Weiss Svanberg.
I 1994 udgav jeg den første CD på eget forlag Amanda Music. Det er blevet til ca. 12 samt to lærebøger i rytmisk hørelære i samarbejde med Christine Ostenfeld fra Aabenraa Statsskole, en udgivelse med 30 kompositioner af Marietta Wandall og undertegnede og sidst men ikke mindst en erotisk digtsamling.
Efter nogle år som timelærer på diverse musikskoler og på Det jyske Musikkonservatoriums rytmiske linje valgte jeg i 2006 den sikre slagne vej med et fast job. Jeg blev en del af den lærergruppe der startede Hoptrup Efterskole og fik godt 10 år, hvor samværet med vores unge elever i 9. og 10. klasse udgjorde en hverdag med konstante udfordringer fyldt med fest og farver.
D. 6. oktober i år inviterer jeg til koncert i Sønderjyllandshallen kl. 15.00, hvor hovedattraktionen bliver et indslag med Hos Anna, sådan som det så ud for 40 år siden. Grundstammen i koncerten bliver Jomfru Fanny Bigband, flankeret af diverse duoformationer, solister og koret Round About Vocals, som jeg har dirigeret de sidste 11 år.
Alternative, Folk, Jazz
|
|
Børn, Seniorer, Unge, Voksne
|
|
Download pressefoto |
Video
Det kan i forvente
Publikum kan forvente en personlig fortolkning på tenorsaxofon. En akustisk solo inspireret af det NU jeg befinder mig i. Det være sig en udstilling med malerier og skulpturer eller et museum med minder fra en svunden tid. Det kan også være et alternativt udstillingsprojekt, hvor det rum jeg kommer til at spille i fortæller sine egne historier, og dem vil jeg så fabulere videre på.
Når lejligheden byder sig fletter jeg danske sange ind i mine improvisationer. Jeg får publikum til at følge med på ideer som kor, som percussion, som ballademagere og som medvirkende lydkulisse for det som udstillingen har som hovedtema.
Jeg er åben og modtagelig for de ideer der måtte opstå også hvis publikum har ønsker eller forslag.