DØDBOLD MED KRANIER

Samfundet er en maskine, og du er brændstoffet: Ond nihilisme med særdeles genre-kompetente Wayward Dawn.

---

• GENRE: Dødsmetal.
• KOMMUNE: Skanderborg Kommune.
• ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.

 

---

Kvintetten Wayward Dawn spiller dødsmetal, så skeletter bydes op til dans og får mulighed for at grine klaprende og hånligt over menneskelige illusioner og dårskab.

Sådan et billede kan man få i hovedet, når man lytter til Skanderborg-bandet. Det er befolket af langhårede, genre-bevidste dødsdisciple, der drøner i sporet på banebrydende hedenske Behemoth, danske Dawn of Demise og hærgemetallen fra de makabre maskemænd i Slipknot.

De unge fyre i Wayward Dawn har helt styr på deres grovkornede virkemidler og dødsmetallens hang til sammenbidt nihilisme. Som bandet selv peger på i deres pressetekst, trækkes der på hurtig tremolo-picking og blast beat. Resultatet er en intens, infernalsk og ondsindet metalklang badet i styrtregn fra en rytmisk tordensky.

GROWLENDE RÆB

Frontangriber Niklas Lykke Frederiksen mestrer en løvedyb sangknurren – omend det er nærmest umuligt at opfange ordene i hans excentriske artikulation, hvis ikke man har adgang til underteksterne.

Han åbner med et growlende ræb i det potentielle undergrunds-hit ”Soil Organic Matter”. Bandet formår at male både nutid og fremtid kulsort. Mennesker skildres som hjernevaskede slaver, der blot er brændstof til den store sjælløse samfundsmaskine. Det er sandelig lige til at blive i ondt lune af, og raseriet følges passende op af en fortættet energiudladning med en fin hylende guitarsolo.

”March of Mannequins” kværner i samme spor. Men den har også en velspillet bevægelig rytmik, gode unisone instrumentale harmonier og komplekse riff-strukturer. Det er dælme langt fremme rent teknisk. Og den spurtende vildskab i ”Ape of State” er bare god at gå amok til. Omend monotonien lurer en smule.

VALHAL-POESI?

Et skud konstruktiv kritik, som måske kan bruges i Skanderborgs dødsrige: Wayward Dawn følger de fleste karaktertræk for genren nærmest slavisk: hovedhængende nihilisme, dødsdrift, sortsyn og kværnende bulder med få åndehuller. Gruppen kunne skille sig ud med mere variation og et personligt aftryk på løjerne. Eventuelt søge poetisk inspiration i de mystiske aspekter af den nordiske mytologi. Det er selvfølgelig også hørt før, men med bandets baggrund i det dybe danske hovedland kan det bestemt legitimeres. Det skal ikke ligefrem imitere ”Higher Ground” med Rasmussen. Men et skud såkaldt melodic black-death ville ikke skade, og det kunne gøre dødekulten større.

Wayward Dawn har allerede vist gennemslagskraft ved at være tæt på at nå helt til tops i Emergenza-festivalen. Men gruppen befinder sig trods alt i en afsondret niche, hvor de kommercielle muligheder er begrænsede.

Hvis bandet har udadvendte ambitioner i stil med en ung Lars Ulrich eller Volbeat i nullerne, kan det visuelle være en genvej. Gruppen tager tilløb til grafiske og tegnede lækkerier til musikken. Det kan videreføres med hårdt slid og de rigtige samarbejdspartnere – og måske resultere i en eller anden hårrejsende monster-video med gennemført grafisk æstetik.

Så en håndfuld stjerner som belønning, tilbage til øveren og sangskrivningen – og måske ikke mindst til tegnebrættet.

	Metal
	Unge, Voksne
	Download pressefoto