STILFORVIRRING PÅ HØJT PLAN

No Man’s Name kan en masse med genrer. Nu skal bandet finde ud af, hvad det vil spille. Musikken stritter for meget.

---

• GENRE: Rock/grunge.
• KOMMUNE: Hjørring Kommune.
• ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.

 

---

SE ALLE ANMELDELSE – DU HØRTE DEM FØRST HER.

---

Nordjyske No Man’s Name har udgivet et debutalbum, og gruppen har skabt sig et navn som lokale rock’n’roll-helte.

Der er dog et stykke vej op til arena-niveau.

Sangskrivning og sammenspil skal stadig modnes.

Mit første lytte-møde med No Man’s Name er nummeret ”The Brink of Fall”, som åbner med vinylskratten og dermed et klart signal om musikalsk retro-passion. Den dejligt ringlende guitarintro klinger også hen ad The Beatles.

Det følges op af et særdeles amerikansk farvet rocknummer med strejf af country. Refrænet er effektivt, og bandet behersker udmærket de hårdt rockende virkemidler. Energien går dog fløjten hist og her, og jeg synes, at den afsluttende guitarsolo mest er muskuløs og klichepræget opvisning.

Overordnet: Længere frem med følsomheden – skru ned for attituden.

HUSK GRUNGE-TRICKET

”Hold on to You” bliver for rodet og ensformig. Der er ellers et klassisk råt guitarriff på spil sammen med gode, tørre og bastante grunge-trommer. Man bemærker også en myndig skærebrænder-røst med ekko af Billie Joe Armstrong fra Green Day.

Bandet kunne styrke intensiteten med et klassisk grunge-trick. Først nedkølede momenter og så torden-effekt med et unisont band-brag.

The Beatles dukker i øvrigt igen op en passant: Nemlig i den snilde vokale afrunding af nummeret.

UFED FREDAG

”8 Hours” er det bedste af de tre numre, jeg har hørt med No Man’s Name.

Interessant nok er det også den mest tungt rullende hårdrock-skæring.

Der opstår en trance-gyngende atmosfære lig Soundgarden – med centrifugalkraft over riffet og groovet. Vokalen brænder igennem som bandets reelt største attraktion, og der er noget på hjerte i denne sang. En martret grundtone, hvor fredagsunderholdning vendes på vrangen, og ”8 Hours” afvikles uden svinkeærinder, fyld og fiduser.

NICKELVANA, ANYONE?

Efter endt lytning, er jeg noget forvirret.

Jeg kan ikke rigtig hitte ud af, hvad No Man’s Name vil spille.

Spørgsmålet er, om det ikke også gælder for bandet.

Det ene øjeblik vifter musikerne med Stars and Stripes med støvlerne solidt plantet i traditionel amerikansk rock. Så er der genklang af Nickelbacks udvandede grunge. Andetsteds får man indtryk af, at nogle af musikerne har lyst til at anlægge puddelhundsfrisurer, hoppe i spandex og fyre den af Bon Jovi-style. Endelig er der passager, hvor gruppen virker blussende retroforelsket i melodisk hippierock.

Kreativt genre-miks eller obskur stilforvirring?

Det må lytteren selv bedømme.

Jeg vil bare pege på, at der selvfølgelig er rocklyttere, der kan li’ Nickelback.

Der er dem, der kan li’ Nirvana.

Men jeg vil hævde, at de færreste er pjattet med begge bands.

	Grunge, Rock
	Unge
	Download pressefoto