TORDEN, LYNILD OG DJÆVELSKAB

Vejen til toppen er heavy. Har EggHeads den vilje, der kræves? Det skal bandet tage stilling til. Ét nummer lyser op.

---

• GENRE: Rock/Heavy metal.
• KOMMUNE: Thisted Kommune.
• ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.

 

---

SE ALLE ANMELDELSER – DU HØRTE DEM FØRST HER.

---

”It’s a long way to the top, if you wanna rock’n’roll!”

Veteranerne i AC/DC indså tidligt i karrieren, at der virkelig skal knokles, hvis man vil nå toppen i showbiz. Og at der følger afsavn og bitter desillusion med: ”Gettin’ robbed/ Gettin’ stoned/ Gettin’ beat up/ Broken boned/ Gettin’ had/ Gettin’ took/ I tell you folks/ It’s harder than it looks.”

Efter at have lyttet til tre tracks fra EggHeads – ”fire unge rødder fra Thy, som har passion for musik med fuld skrald” – kom jeg til at tænke på AC/DC-genistregen. For ingen tvivl om, at spilleglæden og fællesskabet gnistrer i EggHeads. Men jeg mærker ikke en knejsende musikalsk ambition. Snarere et uforpligtende frirum for drengedrømme. Det er også helt legalt. Men såfremt det er tilfældet, har det unægtelig sin begrænsning, hvis metal-gutterne alligevel drømmer om at nå et nogenlunde stort og dedikeret publikum.

DJÆVLEN I DETALJEN

”The Devil Hides in the Night”, hedder et nummer, og det lyder sandt.

Men den pågældende Mørkets Fyrste lurer jo som det siges også i detaljen. Her skal EggHeads-fyrene arbejde sig frem mod meget mere virtuositet og skarphed i sammenspillet, hvis musikken rigtig skal rykke.

Introen med dramatisk teatervokal sætter en fed atmosfære af gru-metal. Der er både hyl fra helvedes-pinsler og okkult mysticisme. Og den elektriske tråd går tilbage til Black Sabbath og Iron Maiden.

Produktionen er dog rigelig ulden og primitiv. Riff-grundlaget og det simple guitar-tema er godt, men jeg savner variation i udtrykket.

ENTER SANDMAN

”Here Comes the Thunder” har afsveden duft af Metallica og sortrandet, psykedelisk 90’er-grunge. Der er igen en lovende indledning med en afventende og messende tålmodighed. Det fungerer godt. Men når det går løs, skal der strammes op i fælles antrit og dynamik.

Knap syv minutter er også for lang spilletid i forhold til nummerets musikalske opbud af mangfoldighed og fantasi.

En gedigen hylende guitar-solo lyser dog op undervejs.

STIKKER AF – OG STIKKER UD

Dommen er altså firkantet sagt en tommel nedad til EggHeads på bandets nuværende niveau.

Men vent: Heldigvis er der også nummeret ”Expect”, og så vendes tingene på hovedet.

EggHeads åbner igen lovende med en sanselig guitar-vignet, og gruppen fastholder et organisk sammenspil og en hypnotisk snurrende fornemmelse.

Sangeren finder en uanstrengt troværdighed i den tilbagelænede progressive rock, som her er fri for stilistiske metal-klicheer. En fremtrædende guitar-solo drejer og vrider sig og klæder nummeret virkelig godt.

Javel, også her kan der strammes op: Omkring afslutningen taber bandet retningen momentant, indtil musikerne er tilbage på sporet og kommer godt i mål.

Denne sang – og redningen på målstregen – kan også give et vink med en Marshall-forstærker om, at EggHeads måske mere har sin force i følsom og afvekslende progrock end i sammenbidt retro-metal.

Gruppens medlemmer er også endnu ganske unge, så måske står bandet foran et kreativt tigerspring.

Tilbage i tænkeboksen – og tilbage i øvelokalet for at finde svar.

	Metal, Rock
	Unge
	Download pressefoto